To be a momster, or not to be…

I dag skulle være en stille og rolig da, hvor vi sammen var til arbejdsdag i foreningen. Vejret ville være godt, barnet ville sove og vi ville hygge os, mens vi på skift deltog i fællesarbejdet – ordnede trapper, vaskede borde og bænke, og videre i den dur.

I stedet vågnede Villy 3.35 (ja, LIDTOVERHALVFUCKINGFIRE!), og ville ikke rigtigt falde til ro igen. Han blundede muligvis, men jeg sov ikke, før han endeligt stod op ved 5 tiden.

P havde været til sommerfest i går, og kom lidt sent hjem (ikke sent i den forstand, at han kom dalrende ud på de små timer, bare sent i forhold til hvornår vi normalt går i seng :P), og havde lidt ondt i knolden i morges.

Og jeg. Ja, jeg var godt nok ikke særlig menneskelig da klokken nærmede sig 10 og arbejdsdag. Jeg var hverken særlig rummelig eller særlig anerkendende. Og med en mega træt baby, en mega træt mor og en træt far med ondt i hovedet, så er opskriften til en dejlig søndag da virkelig skrevet!

Nå, P gik mod arbejdsdagen og jeg gik ud og puttede barnet i vognen, og det gik forbløffende nemt, for en gangs skyld. Men ret skal være ret, han var også pænt træt! Så satte jeg kursen mod barslens favoritcafe, nemlig Nørrested på Stefansgade. Jeg slog mig ned udenfor, i nærheden af kareten, og var klar til at lulle ham i søvn igen, når han sikkert vågnede om lidt. Og så bestilte jeg en gang morgenmad og en stor cafe latte hos servitricen, som vist godt kunne huske mig. Og så satte jeg mig træt ned ude i en stol.
Da min mad var kommet, og jeg var godt i gang med mit æg, rullede der en studentervogn ind på gaden, og trætte-sure-ikkerummelige Carina kom ud af fjerene, og var klar til at frelse det sovende barn fra larmen. De drejede heldigvis af, og roen sænkede sig…

… indtil han vågnede med et skrig! Og det var så den cafe-tur, heldigvis nåede jeg da lige at spise min mad. Vi gik hjem, ungen hylede, moren var træt og himlen åbnede sig.

137 måder der skal prøves

Velhjemme, forsøgte jeg på 137 måder at få Villy til at sove videre, men det lykkedes ikke, og projekt “hold Villy i gang hele dagen alene” gik i gang. På et tidspunkt, omkring kl 14, nærmede jeg mig det stadie i min træthed, hvor jeg blev effektiv. Hold fast hvor vi (mest jeg) ordnede; lagde tøj på plads, ryddede op, smed ud. Samtidig med at jeg pillede Villy ned fra vindueskarmen/spisebordet/trækisten/kontorstolen/find selv på flere ting, et utal af gange.

Da P kom retur, fik jeg hvilet lidt, vi fik alle sammen badet og spist. Nu er jeg landet i sofaen og skal lige hænge her en times tid endnu. Så skal jeg ned i min seng, med det rene sengetøj på. Hold fast jeg er træt! Håber momster er smuttet i morgen….

Signature

4 comments / Add your comment below

    1. OG så er jeg ikke en gang på barsel mere 😛 Men lige denne her del, dårlig søvn, ingen rutiner, ingen mulighed for planlægning, var også klart det jeg hadede aller mest i barslen og var det jeg havde det aller sværest med. For søren hvor har jeg haft svært ved at rumme det!

  1. Shit en hård dag, no wonder Momster stak hovedet frem. Og, ih, hvor man ka genkende det. Vi har alle været der 😘

Skriv et svar