Momsterliv: En dag som pædagog

En dag i en mors liv – 1. september 2017.

Morgenstund har guld i mund

Klokken 6.07: Villy knirker inde i sengen, og jeg står op og henter ham ind i dobbeltsengen, hvor vi ligger og putter lidt. Han har sovet godt, så vi har sovet godt, og alle er glade.

Klokken 6.15: Jeg skynder mig at tage et bad. Jeg bader ellers normalt om aftenen, men i øjeblikket forsøger jeg at slå noget ret heftigt skæl ned, som involvere en særdeles heftig behandling, der skal sidde i, natten over. Det er fedtet, det stads!

Klokken 8.15: Jeg smider Villy af i vuggestuen. De skal på tur til ByOasen, et sted på Nørrebro, hvor man kan klappe geder, kaniner, marsvin og høns, og lege og hygge. Det er Eid, så der kommer ikke så mange børn i dag.

Klokken 8.24: Jeg skal tage bussen i dag. Jeg er ellers i gang med at cykle igen, men i onsdags havde jeg simpelthen så absurd ondt i hovedet, så P og Villy hentede mig. I går tog jeg bilen, fordi jeg skulle til aftenmøde, så i dag hedder det bus, så jeg kan få cyklen med hjem. Og så virker mit Rejsekort ikke. Hvorfor fanden virker det ikke? Heldigvis kan man jo købe en billet på telefonen…

Klokken 8.48: Jeg står af bussen og forsøger at komme igennem til kundeservice hos Rejsekort, jeg kan nemlig se på min profil at mit kort er spærret. I dag. Hmm..

Klokken 8.59: Jeg er fremme ved arbejdet, en af de andre institutioner i klyngen, hvor jeg skal til møde. Og jeg er stadig nummer 3 i køen. Altså!

Arbejd, arbejd – formiddag

Klokken 9.03: Jeg er fremme i mødelokalet og folk indfinder sig så småt. Det er tredje møde i denne uge, så folk der siger at pædagoger bare sidder i sandkassen og drikker kaffe, skal pakke sig sammen! To møder, et aftenmøde – og så lige fire forældresamtaler. Alsidigt arbejde!

Klokken 10.15: Jeg er på vej over til min egen institution, mødet er slut, og der venter lidt papirarbejde (en eller anden dag), samt lidt organisering. Vi har et fantastisk hus oppe i Hareskoven, som vi skal finde ud af hvordan vi får brugt det lidt mere.

Klokken 10.45: Efter en runde på legepladsen, alle er ude (vi er også mærket af Eid og har kun ca. halvdelen af børnene), der er gang i bål, sandkasse og leg alle vegne. Jeg går ind og får ordnet lidt på stuen, hvor jeg sætter seks billeder op ved vores bondegårdsområde. Det er blevet rigtig fint efterhånden! Vi fik malet i sommerferien, og er stadig ved at komme på plads – det er svært at finde tid til, uden at det går (alt for meget) ud over børnene.

Klokken 11.25: Jeg slutter mig til bålet og spiser frokost. Mums!

Klokken 11.40: Vi hygger ude i solen, vejret er dejligt.
Pige, 4 år: Jeg fodrer mine usynlige fisk.
Mig: Hvor mange har du?
Pige, 4 år: 47.
Mig: Nå da da.

….

Arbejd, arbejd – eftermiddag

Klokken 12.30: Jeg går ind og holder pause. Der er både kage og slik, køkkendamen syntes vi trængte til lidt hygge.

Klokken 13.03: Jeg er ude igen. En pige bliver ved med at spørge ind til om vi kan lave tatoveringer (= male på armene med ansigtsmaling). Jeg er nødt til at vente lidt, der er flere voksne inde til pause, en maler med nogle børn, og så er resten af os jo lige som nødt til at kunne bevæge os rundt på legepladsen.

Klokken 14.15: Børnene spiser frugt, og jeg startet op i tatoo-boden. Den første vil gerne have ”et skjold”. Jeg ser fortabt ud, fisker en telefon frem og prøver at søge. Altså! Jeg havde forestillet mig noget med blomster, skelethoveder eller noget. Ikke skjold med sværd på, brølende løver og lyserøde prinsesser. Men jo jo, jeg laver skam lidt af det hele.

15.30: Jeg får lov at stikke af lidt før, der er ikke voldsomt mange børn tilbage, så jeg bevøger mig ud mod cyklen.

Weeeeekend:

16.05: Jeg rammer legepladsen ud for Villys vuggestue, hvor P og Villy leger lystigt. Ville bliver mega glad, da jeg pludselig står der, for enden af rutschebanen.

16.25: Vi er hjemme, hvor vi hygger mere.

17.05: Vi spiser tidligt, spaghetti og kødsovs fra i går.

17.30: Vi leger og hygger. Vi danser.

18.00: Villy er ude i bad, hvor han sidder og plasker lystigt, mens jeg desperat forsøger at undgå at blive for våd, samt holde øje med om han skider i vandet.

19.03: Der er ro. Villy er faldet i søvn. Vi henter chips og Faxe kondi (det er jo fredag), og stener tv. Jeg strikker lidt.

Kl. 21.15: Vi går i seng. To gamle nisser….

Se forøvrigt første afsnit af dagbogen her, og her kan du finde andre af Momsters momsterlivs-dagbøger.

Signature

1 comment / Add your comment below

Skriv et svar