Sprogstimulering, del 1

Når man arbejder som pædagog, er sprogstimulering en stor del af hverdagen.
Institutionen hvor jeg arbejder ligger i et område med en høj procentdel af tosprogede familier, og det afspejler min institution derfor også, hvorfor god sprogstimulering er endnu vigtigere.

Billedet herunder er fra fagbladet Børn og Unge, hvor “mit” læseprojekt var med forrige år. Jeg skriver “mit”, fordi det jo ikke var mit projekt alene, langt fra, men jeg var med til at planlægge det.

Og når man snakker om sprogstimulering, kan man nææææsten ikke komme udenom også at snakke om børnelitteratur og dialogisk læsning. Så derfor starter min historie om sprogstimulering med mit første møde med børnelitteratur, og om hvordan Villy kom ind i billedet.

Den gang det hele startede, da jeg mødte Villy

Da jeg gik på seminariet, var sprog og børnelitteratur, og læsning med børn klart et af mine favoritemner. Desværre er pædagoguddannelsen langt fra hvad den vidst nok har været en gang, og derfor var meget sparet væk – fx undervisning i sprog. Børnelitteratur havde vi en fantastisk underviser i, og en enkelt undervisningsgang på 3,5 time eller sådan noget.
Jeg kan stadig huske det. Han hed Villy, læreren, og det havde jeg faktisk glemt ind til for ganske nylig. Nå, men Villy kom ind i det her lokale vi havde undervisning i. Trækkende på en stor vogn, og med adskillige poser på skulderen. Og alle poserne og hele vognen var PROPPET med børnebøger.
Og så startede ellers en gennemgang af børnebøgernes historie, tilbage fra den gang der nærmest ikke fandtes børnebøger, og frem til nu, hvor man skriver børnebøger om alt mellem himmel og jord. Og jeg var solgt!

Det foregik nogenlunde sådan her:

Villy: Helt tilbage i tiden før man overhovedet fandt bøger, fortalte man historier på andre måder….
(Villy viser et billede af hulemalerier og skitser af folk omkring et bål der fortalte historier bliver vist frem)
Villy: I syttenhundredeoghvidkål …(det prævise årstal er lidt forsvundet fra min hukommelse), kom den første børnebog, som handlede om opdragelse…
(Bogen om opdragelse bliver vist frem)

Villy: Så begyndte man at skrive for at underholde…
(Bog om underholdning, måske var det en H. C. Andersen historie, bliver vist frem)

Og sådan fortsatte han i alle 3,5 time, kun afbrudt af en enkelt pause, hvor man kunne komme op og se på bøgerne.

Jeg var solgt

Jeg var fan. Helt og aldeles fan, og besluttede, at lige præcis børnebøger skulle være en del af det jeg ville være rigtig god til. Det passede ligesom til mig, jeg har jo altid læst og læst og læst, læst alt hvad jeg kunne komme i nærheden af. Og lige som at jeg gerne vil give kreativiteten videre til de børn jeg arbejder med, så vil jeg også gerne give bøgerne videre.

Da jeg skulle til eksamen i Villys fag, som den gang hed Dansk, kultur og kommunikation, valgte jeg sprog som emne, og en del af mit projekt gik på at skabe historier med børnehavebørn. Desværre er alt. Og jeg mener ALT fra denne eksamen, både det computerskrevne og mine produkter, pist forsvundet. P og jeg var ved at flytte sammen den gang, jeg mistænker flytterod for at have taget det – væk er det i hvert fald. Som i helt væk. Ret ærgerligt, for det var super godt materiale, og som jeg husker det, fik jeg da også en glimrende karakter. Jeg skyndte mig at lave en aftale med Villy om, at jeg VILLE skrive bachelor-opgave hos ham, og så startede jeg ellers i praktik.

Min sidste praktik, og børnenes historier

Da jeg startede i min sidste praktik, i en børnehaveklasse, fandt jeg på, at de skulle lave deres egne historier. Jeg ville kombinere børnenes fortællinger, historier, livsfortællinger om man vil, med det kreative medie, og det blev en ugentlig aktivitet vi havde over et par måneder.
Hver gang lavede de en ny side i deres bog, Bogen om mig, og hver gang var det noget nyt de fortalte.

Projektet var så fedt! De skrev med børnestavning, de tegnede, klippede, klistrede og malede. Det hele havde vi gang i, og forældrene blev inddraget, så de kunne være med til at fortælle den del af historien der havde været før deres børns fødsel – hvad mormor og morfar fx hed.

Det projekt blev kilden til min empiri gennem resten af min seminarietid, i alle eksamensopgaver, og min bacheloropgave, trak jeg på erfaringer fra det projekt, og brugte billeder (selvfølgelig med tilladelse) som dokumentation.

Bacheloropgaven

Da jeg endelig nåede til bacheloropgaven, blev det dybest set en lidt rodet affære. Min morfar havde hele det halvår op til, ligget syg og været ved at dø, og alle min eksaminer blev klaret på trods af dette. Da jeg så nåede til bacheloropgaven, så kunne morfar ikke mere, og så skulle jeg også lige forholde mig til en begravelse, en lejlighed der skulle tømmes og nogle minder der skulle bearbejdes.

Derfor blev min bacheloropgave sådan ca. skrevet fra juledagene og frem til 10. januar hvor jeg afleverede. Hold nu op et maraton.

Min opgave handlede om børnelitteratur, og familier. På den måde kombinerede jeg bøgerne og mit projekt fra børnehaveklassen, og skrev om hvordan man kunne bruger bøger og projektet, til at arbejde med emnet ”familie” i fx en børnehaveklasse. Jeg læste bøger om børnelitteratur, jeg læste en masse børnebøger og jeg elskede at skrive den opgave. Og hvor blev det bare SKIDE godt! Jeg var så pisse stolt af det produkt jeg havde lavet. Heldigvis var Villy og censor også godt tilfredse, og jeg sluttede af med et 12-tal.

Villy, og så Villy

Da jeg var færdig, stod jeg klar til at arbejde. Jeg startede små 10 dage efter den sidste eksamen, og børnelitteratur var til en start ikke det jeg brugte aller mest krudt på.
Jeg skulle lige lære at være rigtig voksen, have et arbejde, have mega meget ansvar over for alle de her små størrelser. At skulle forholde sig til børn, kollegaer og forældre. Alt muligt, min hjerne flød over og Villy var hurtigt glemt.
Ind til jeg en dag var gravid, og det hersens barn skulle have et navn. Du kan læse mere om vores overvejelser om barnets navn her. Vi kendte egentlig ingen Villy. Vi snakkede om Villads, og Vilfred og Frede, og Villy dukkede bare op, og så kunne han jo ikke hedde andet.

Nå, men barnets navn blev Villy, selvom vi ikke anede hvor det kom fra. Vi bildte os ind, mest P, at han var opkaldt efter en borgmester i Vejle. Eller en cykelrytter fra 1920erne. Eller Villy Sørensen, forfatteren.
Indtil jeg en aften sad og puttede ham, og kom i tanke om den ”gamle” Villy. Og så kom jeg sgu helt til at savne ham… Du kan læse flere navne-tanker her og du kan om læseprojektet her.

Følg med i næste del af min føljeton om sprogstimulering, næste mandag.

Signature

1 comment / Add your comment below

Skriv et svar