Har du hilst på dit barns pædagog i dag?

Har du hilst på dit barns pædagog i dag?

Ja, har du hilst på dit barns pædagog i dag? Har du hilst på ham eller hende? Ved du hvad hun eller han hedder? Kender du ham eller hende?

Mine erfaringer

For god ordens skyld, skal det nævnes at der ikke kan drages direkte paralleller til mit nuværende arbejde.

De her spørgsmål kommer ikke ud af det blå. Det kommer sig af, at det er mit indtryk, at ikke alle bruger tid på at lære pædagogerne, medhjælperne, de voksne, på deres barns stue, at kende.

Jeg har oplevet forældre sige ‘Kan du lige sige Hej Hej til… øh.. Hej Hej, tak for i dag‘ eller ‘Kan du gå ind til… øh.. pædagogerne‘ .

Og så er det jeg tænker. Dit barn tilbringer 7-8-9-10 timer sammen med mig hver dag. Det er mig der puster ham eller hende på knæet når hun falder. Det er mig der bruger en masse tid og energi på at lære hende godt at kende. Jeg arbejder for at gøre hende tryg, sørge for at hun er glad, når du ikke er der. Det er mig der bekymrer mig om hendes sprog (du kan fx læse mere om sprogstimulering her).
Om hendes motorik, hendes initiativer (eller mangel på samme), om hendes relationer, om hendes venskaber. Det er mig der forsøger at skabe de aller bedste rammer for hendes udvikling (og her kan du læse lidt om en dag som pædagog).
Det er mig der savner hende, når hun af den ene eller den anden grund, stopper med at være ‘et af mine børn’.
Og så ved du ikke en gang hvad jeg hedder.

Når jeg er forælderen

Når jeg afleveret mit lille barn i vuggestuen hver dag, så går jeg med ham ind. Jeg hilser på de voksne, jeg ved hvad de hedder. Jeg ved hvor de har arbejdet før (de er ret nye, dem på hans stue), jeg ved at de brænder for sprogarbejdet med børn. Jeg ved at de ser min dreng som han er, og hjælper og støtter ham hele dagen, når jeg eller hans far ikke kan være der.
Jeg ved også, at de undrer sig over de forældre der opfører sig om at stuens gulv er lukket land for dem, og derfor nærmest kaster børnene ind af døren.
Jeg ved at de prøver at udvise al den ‘kom bare ind og vær med’-udstråling de overhovedet kan, for at invitere os forældre ind på deres banehalvdel. For, i sidste ende, at gøre skiftet fra mors eller fars arme til vuggestuens arena, så blødt og gelinde som overhovedet muligt.

De sociale medier

Jeg bevæger mig i ret mange forskellige grupper på Facebook, der alle har det til fælles, at de handler om børn, forældre, graviditet osv.
Og tit støder jeg på mødre (og ja, det er oftest mødre, det må vi erkende), der stiller spørgsmålstegn ved nogle af de valg deres børns pædagoger træffer.

Hvorfor har de puttet mit barn i for lidt tøj, hun havde kolde ben da jeg tog hende op?

Hvorfor har mit barn ikke regnbukser på, sandet er vådt?

Hvorfor siger den voksne til min mand, at de vil undersøge vores barns trivsel, og hvis hun havner i gul eller rød, så skal kommunen ind over? Hvad skal de? Hvad betyder gul eller rød?

Hvorfor er der ikke nogen der har tørret hans snotnæse?

Og sådan kunne jeg fortsætte.

Og jeg må altså sige. Der er ingen pædagoger i denne verden, der har taget denne uddannelse, fordi det var en guldgrube.

Dermed må man erkende, at det ikke er den store økonomiske drift der driver en.

Og derfor konkludere, at de har valgt det her job, fordi de faktisk godt kan lide det – og at ingen pædagoger gør noget der på nogen måde kan være til ulempe for dit barn, fordi det er deres hensigt. Den lader vi lige stå et øjeblik.

Hvis de har puttet hende i for lidt tøj/givet ham noget forkert tøj på/ikke set hans snotnæse. Så er det ikke fordi de håber han bliver forkølet og dårlig. Eller får en masse vådt og beskidt tøj som du skal vaske. Eller fordi de ikke har set ham hele dagen.
Så er det fordi de har truffet et valg i den givne situation, ud fra vejret, forudsætningerne, barnet, osv. Måske har de valgt forkert. Måske kan de forklare hvorfor, de har valgt sådan. Men det kræver til en start, at du spørger dem.

Det kan også være fordi de har haft travlt, og er blevet afledt. Jeg tager ind i mellem mig selv i at se en snotnæse/et snavset ansigt ud af øjenkrogen, på vej fra A til B. Konstatere at det må jeg hellere tage mig af. Skifte retning mod snotpapir/en våd klud. Bleve afledt, fordi Jonas råber at nogen græder, eller Vilma kalder og siger at hun er færdig på toilettet, eller Jonathans mormor stopper mig, fordi hun ikke lige kan finde ham, eller… Måske du kan se mønstret? Så må jeg indrømme, ind i mellem, så er snotnæsen her glemt – indtil næste gang jeg får øje på den (og forhåbentlig når helt ind til snotpapiret).

Afrunding

Der kommer, i disse tråde på Facebook, ofte en meget sur stemning.

Det er typisk pædagoger! De laver ikke noget, de sidder bare og drikker kaffe.

Jeg forstår det simpelthen ikke, det er jo koldt uden for, hvorfor har de ikke været opmærksomme?

Og så videre. Jeg prøver ind i mellem at melde ind med ‘vi er jo kun mennesker, der kan ske fejl, måske skulle du prøve at spørge hvorfor pædagogen har handlet sådan‘, men det vinder sjældent over de andre kommentarer, desværre. Det er lidt trist, og slår mig på både min faglighed som pædagog, og min mor-erfaring. Jeg vil ikke sættes i den bås.

Det skal også siges, at jeg selvfølgelig også har mødt fantastiske forældre, der engagerer sig, og som man gennem årene lærer rigtigt godt at kende. Dem der slår sig ned ved bordet, spørger ind til dagen (eller til min weekend). Dem der medbringer en kage ‘bare fordi’, kommer med snacks til jul, og sådan noget. De findes skam. Lad os skabe endnu flere af dem!

Slutteligt vil jeg sige, at du endelig ikke skal få dårlig samvittighed, hvis du ikke har bagt kage eller spurgt til min weekend. Endelig ikke! Men det kunne være fedt, hvis du kunne sige “JA!”, til spørgsmålet “Har du hilst på dit barns pædagog i dag?”.

Forældresamarbejdet er SÅ vigtigt, og selvfølgelig udfører vi vores arbejde lige godt, om du har hilst på dit barns pædagog i dag eller ej, men det er nu hyggeligst hvis du har.

Therese der har bloggen Happy housewife har skrevet lidt kommnetarer her og dem har jeg svaret på her.

Signature

5 comments / Add your comment below

  1. Så fint et indlæg; syntes jeg både som mor og pædagog.
    Nu er jeg også så heldig at havde både en stor og lille dreng nu. Og der har jeg med min store dreng, fra lille, lært ham at sige farvel og tak til de voksne i børnehaven. Et fordi at de så ved at han går hjem, to fordi at de hver dag tager sig af mit barn også kan han også sige farvel og tak på en ordentlig måde. Jeg syntes også at det er vigtigt at vi som forældre viser vores børn hvordan andre mennesker skal behandles, og her tænker jeg at det er oplagt at starte i daginstitutionen og senere hen skole og SFO. Og netop sige godmorgen, farvel, tak for idag og spørge ind til personalet. Man lærer dem også bedre at kende ved at stille spørgsmål.
    Mvh Maria Bøg-skov.

    1. Tak for din tid! Det er nemlig vigtigt at lære børnene, både ens egne og dem på ens arbejde, hvordan man opfører sig – og virker interesseret i andre mennesker!

Skriv et svar