I dag åbner vi 8. låge i min lille julekalender om Villy og Nielsen. Har du læst med ind til nu? Ellers kan du finde de tidligere låger her. Det her er jo en julekalender for børn og barnlige sjæle, og du kan selv vælge hvor meget af teksten du tager med, alt efter hvor gammelt dit barn er.

8. december

Villy synes han begynder at se flere og flere spor fra Nielsen og Fru Nielsen. Han har fx ofte opdaget ting om morgenen. Ting på sofabordet, som ligner at nogen har hygget sig noget så eftertrykkeligt. Villy troede først det var Baar og Muar der holdt fest når han var gået i seng, med te og snolder, men det siger de helt bestemt nej til. Villy tvivler dog lidt, måske lyver de? Måske forsøger de at skjule, at de spiser alt det gode, lige så snart han er gået i seng?

Det er lidt strengt synes Villy, han vil da altid gerne dele? Både mad, våde kys og snavsede fingre. For slet ikke tale om papiret når man tegner og vandet når man bader. Så Villy synes ærlig talt godt de også kunne tage at dele lidt med ham. Han får faktisk aldrig noget. Faktisk er det meget synd for ham. Synes han.

Men Muar og Baar siger at det ikke er dem der hygger og holder mini-fest om aftenen, efter Villy er gået i seng. Og så må det jo være Nielsen og Fru Nielsen. Dem der sidder og drikker den gode te. Dem der spiser snolder. Og dem der glæder at rydde op efter sig. Totalt strengt, synes Villy. Især når man så ikke en gang kan få lov at hilse på dem. Det har han sagt højt, flere gange for sig selv. I håb om at Nielsen en dag hører ham, fra dernede under gulvbrædderne, og kommer frem. Man kan vel håbe, tænker Villy, og trækker på skuldrene.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.