I den lille julekalender for børn og barnlige sjæle, om Villy og Nielsen, er vi i dag nået til låge nr. 12.
I dag forsøger Villy og Nielsen sig med at være mere sammen, for når man sådan bor sammen, bør man da også kunne spise sammen – ikke sandt? Hvad tror du at de skal have at spise?

12. december

Efter deres snak i går, om mad og især risengrød, fik Baar den ide, at lave risengrød til aftensmad. Villy synes det var en top-fin ide, og spurgte om der var nok til Nielsen og Fru Nielsen. Det mente Baar, for så meget kunne små nissemaver nok ikke spise.

Her måtte Baar så tro om igen, for begge små Nisse skovlede ind. Villy var dybt imponeret. De spiste begge to mere end ham, endda mere end ham, når han får yoghurt med havregryn. Eller fiskefilet. Eller pastaskruer med tun og feta og agurk, som er en af favoritterne i øjeblikket. Meget imponerende. Sådan nogle små nisser, med sådan nogle store maver.

Men de spiste og spiste, til skålen var helt støvsuget for risengrød. Selv skålen med smør var næsten tom, og kanelsukkeret var også svundet meget ind. Bagefter lå de alle sammen på sofaen og hyggede og så Thomas Tog, mens de slog mave – det kaldte Baar det i hvert fald. Villy syntes det var noget mærkeligt noget at kalde det, for de slog jo ikke på maverne?
Villy er ellers ret vild med maver. Især at lave pruttelyde på dem. Det forsøgte han at fortælle Nielsen om, men det virkede ikke til at Nielsen helt kunne se det sjove i det…

Muar sagde at det nok ikke var en leg nisser legede, og det syntes Villy var ærgerligt, for det er en sjov leg! Især på Baars mave!

Husk du kan læse med igen i morgen, og alle dage frem til jul, og se hvad Villy finder på næste gang! Lige her finder du alle de tidligere afsnit i julekalenderen, hvis du har lyst til at genlæse dem.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.