24. december - historien om Villy og Nielsen

At være pædagog og mor #5

Så kommer sidste indlæg i min lille serie om at være pædagog og mor (eller far) på samme tid. Sidste uge nåede jeg simpelthen ikke at få indlægget klart, der var så meget, der op til jul. De foregående afsnit finder du her.

Men I skal da ikke undvære, så her kommer det!

Præsentation af ugens forælder

Maria er ligesom de foregående forældre, uddannet pædagog. Hun er dog ansat inden for specialområdet, hvilket ingen af de foregående har været. Hun er 37, uddannet i 2005 og så er hun mor til Alvin og har bloggen SlinkyPinky.

Her kommer Marias fortælling.

At være mor og pædagog på samme tid…

Det er egentlig ikke noget jeg tænker så meget over.
Indimellem, ved fx festlige lejligheder, kan der være nogen der diskuterer aktuelle emner, det være sig hvor længe kan et barn tåle at være i dag institution, må man vække dem fra lur og andre emner i samme boldgade. Og indimellem kan folk vende sig mod mig, og sige “Hvad mener du, du er jo pædagog?”. Så ser jeg vist som regel lidt forvirret ud, og finder et svar frem fra autopiloten – for jeg har aldrig arbejdet med børns almene trivsel, men primært de børn der er marginaliserede på den ene eller den anden måde. Og véd egentlig ikke så meget  om hvorvidt et barn bør vækkes fra sin lur eller ej…
Jeg har næsten hele min pædagogiske karriere arbejdet med udsatte børn og voksne, og har især beskæftiget mig rigtig meget med mennesker med autisme.
Det som det primært gør ved mit mor liv, er at det sætter det hele i relief. I perspektiv, om du vil…
På mit arbejde arbejder jeg enormt struktureret. Det er måske mit vigtigste pædagogiske værktøj. I mit privatliv, not so much.
Bare spørg Carina som jeg skulle lave det her indlæg til. For to uger siden. Ups. (red. det er ikke Marias skyld, at indlægget ikke blev udgivet sidste mandag, jeg kunne ikke nå at sætte det ind.)

Skæve arbejdstider giver fridage med Alvin

Jeg elsker at være spontan samt at holde fri med min søn, Alvin. Og det har jeg heldigvis rig mulighed for. Det arbejde jeg har, gør nemlig at jeg kun arbejder ti dage på fire uger – og jeg har dermed en masse fridage.
Alvin nyder godt af disse. Vi sover længe, putter under dynen, suser i biffen og gør bare alting meget langsommere.
Det kunne jeg selvfølgelig ikke gøre uden en mand der tager alle aftentjanserne med Alvin. Dét er nødvendigt for mig, med det job jeg har.

Valget om børnehave

Alvin går i børnehave, og gik samme sted i vuggestue også. Jeg har aldrig været i tvivl om at han skulle i institution.
Det betyder meget for mig, at der er fagligt uddannet personale samt flere øjne der kan observere ham.
Det er en stor gave at have alle de fridage. Det hjælper indlysende nok rigtig meget på sygedagene, og så kan han altid lige få den dér ekstra dag i begge ender, når han har været nede med en virus.
Jeg er således tilhænger af institutionslivet, men helst i den kombi jeg kan tilbyde mit barn; masser af fridage og ofte mulighed for at blive afleveret sent og hentet tidligt.

Alvins børnehave

Den stimuli og de venskaber han får nede i børnehaven, giver ham så meget. Han vokser og udvikler sig, og det er så vigtigt og dejligt.
I hans børnehave er jeg sådan en forældre der deltager i alt. Har siddet troligt til samtlige forældremøder for at lytte til de samme beskeder om hvor vigtigt det er med navn i tøjet, kun at medbringe legetøj mandag og fredag og madpakker de selv kan håndtere.
Og det er bare sådan i orden!
Jeg holder meget af Alvins pædagoger, og er fuldstændig ligeglad med om de går tur en, tre eller fem gange om måneden. Det vigtigste for mig er nemlig at de kan lide ham. Og det kan jeg se at de kan.
De giver ham omsorg, nærvær og tryghed i hverdagen. Den hverdag hvor jeg ikke kan være der sammen med ham, fordi jeg skal være pædagog for nogle andre.
Og dét er det vigtigste for mig – at jeg ser at mit barn er trygt og udvikler sig i sin hverdag. At de voksne ser ham, og lægger mærke til når det er svært eller når han er ekstra fræk. Og kan informere mig, så jeg sammen med Tim kan finde ud af, om det er helt almindelig jeg-er-fem-år-frækhed, eller om det kan være en reaktion på noget.
Og her kan jeg selvfølgelig tage mine pædagogiske evner og interesse for samme i brug. Men oftest bruger jeg noget helt andet; nemlig min mor-mave. den fortæller mig nemlig altid det der fører mig ned af den rette vej; hvad der er det vigtigste for mit barn.

Jeg er heldig

Jeg tænker tit, når jeg starter bilen om aftenen, og det har været en udfordrende dag med svære stunder for mine borgere – at jeg er så pisse heldig.
Så heldig at have fået et sundt og rask barn, der kan så meget selv. Som ikke har særlige behov, og som helt selv kan finde ud af at etablere sunde og stærke relationer til os, sine små børnehave venner og alle andre han møder på sin vej.
Vi er så heldige, og det minder mit arbejde mig om. Hver dag.

Afrunding

Jeg tænke virkelig, efter Marias fortælling, at der kan være SÅ mange fordele ved skæve arbejdstider. Man kan jo være sammen med sit barn på en hel anden måde! Det må godt nok være dejligt at have den mulighed.

Jeg står ind i mellem med børn på arbejdet, hvor forældrene enten giver dem mange fridage, eller de møder sent i børnehave. Og jeg tænker, så længe at barnet trives med det, og det ikke går ud over relationerne til de andre børn, så må det simpelthen være en fantastisk mulighed at have!

Jeg synes det har været spændende at høre de forskellige måder at have børn på, når man er pædagog. Alle andre forældre gør sig sikkert mange af de samme tanker, kunne jeg forestille mig. Men det MÅ simpelthen være bare en smule anderledes, når man får sit barn passet, fordi man selv skal passe andre (børn eller voksne). Sådan, sat på spidsen. Ville jeg kunne trives med at bo på landet og gå hjemme? Eller arbejde forskudte timer? Jeg ved det ikke.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

24. december - historien om Villy og Nielsen