Billeder af børn på sociale medier?

Alle forældre er jo pavestolte af deres små poder. Og de fleste vil rigtig gerne dele deres stolthed, om ikke med hele verdenen, så i hvert fald med noget af den.
Og det er jo – desværre måske – sådan i dag, at rigtig meget kommunikation med omverdenen foregår over de forskellige sociale medier; Instagram, Facebook og Snapchap, og hvad det ellers hedder alt sammen. Skal der billeder af børn på sociale medier?

Hvad er det man vælger til, og fra, på sit barn vegne, når man vælger at oploade billeder af det på nettet?

Nogen er helt imod billeder af børn på sociale medier

Det er jo heldigvis sådan, at der er plads til os alle, i denne verden, og isærhed i denne snak.

Min veninde der har bloggen Rævemor, har helt valgt fra, at hendes børn skal figurere på nettet med navn og ansigt. De afbilledes ind i mellem med nakken til, men aldrig med ansigt.

Hun skriver således:

Den verden, mine børn vokser op i, er præget af en voldsom digitalisering. Jeg vil gerne være sikker på (så sikker, som jeg kan blive) at de ikke får grund til at bebrejde mig, at jeg har delt ud af noget, der var deres.

Det synes jeg er rigtig fint skrevet. Og det er egentlig også det der er min tanke. Villy må helst aldrig være ked af noget jeg har vist om ham eller skrevet om ham på nettet.

Inden vi fik Villy, havde vi selvfølgelig også snakken om, OM han overhovedet skulle være til stede på Instagram og Facebook. Skulle fremmede have lov at se ham? Skulle vores venner kunne følge med? Hvem var det vigtigt for? Os, og her nok mest mig? Vores venner? Familie? Resten af verdenen?

Vi nåede frem til, at det var ikke et totalt no-go, men mere en form for kompromis.

Men jeg synes det er så fint, når folk træffer det valg. Det vidner om at der har været en god snak, forældrene i mellem om, hvad der skal ske. Hvad enten man beslutter det ene eller andet, har man haft en forhåbentlig god og kvalificeret snak.

Begrænsningens kunst

Vi nåede som sagt frem til, at Villy godt måtte fremgå på sociale medier, men kun steder hvor det giver mening. Der skulle ikke deles 40 billeder om dagen af ham. Han skulle aldrig fremvises “i dårlig stand” – sur, syg eller træt.

Og nej, det er ikke til at vide hvad Villy tænker om det, om 5-10-15-20 år. Som P siger “Villy og hans venner kommer til at vokse op og kunne finde alt om sig selv, tyve år tilbage”. Og det er da en skræmmende tanke. Men sådan er verden åbenbart! Eller, sådan er verden, hvis og såfremt man lægger billeder på nettet af sit barn.
Men, hvis man googler “Villy”, så vil man se at Google flyder over med ham dersens politikkeren Villy deler navn med, hvilket jeg synes er lidt sjovt.
Gad vide om det bliver en hobby senere, for børn, at google deres navn?

Villys far bruger Twitter en hel del. Og hans mor bruger Instagram, og så bloggen her. Og de to ting er en del af mit liv, derfor er Villy også en del af det.

Det håber jeg at han synes er okay.

Jeg forsøger at begrænse hvor mange billeder der findes, hvor man kan se hans ansigt. Ikke fordi det er totalt forbudt, men fordi der ofte ikke er grund til det. Faktisk er der gået lidt sport i det, for mig, at fotografere uden ansigt. Som min veninde sagde

Det er lidt sjovt, det er lidt som at se billederne fra den vinkel han ser tingene i – det er godt”.

Og den tanke kan jeg faktisk godt lide.

Hvor nåede vi til?

Ja, hvor nåede vi til? Summasumarum, jeg håber Villy vil tilgive mig min måde at tilgå dette emne på. Jeg håber at han vil forstå ræsonnementet bag beslutningen.

Og det er lidt interessant, det her indlæg. Det har faktisk været rigtig svært at beskrive.
At beskrive hvad jeg synes er ok, hvad jeg håber Villy synes er ok.

Ind i mellem taler vi også om det herhjemme. Det er jo ikke fordi at beslutningen er stadfæstet – den kan jo ændres, hvis vi synes. Hvis vi ændrer mening.

Jeg vil rigtig gerne have at folk spørger mig (eller os), inden de poster billeder af Villy på nettet. De får som regel et “ja”, men jeg vil gerne vide hvad der ligger af billeder af ham online. Jeg vil gerne spørges.

Flere steder har jeg læst, at man skal spørge børnene selv. Og det er jo lidt svært, når barnet er på Villys alder. Men ingen tvivl om, at jeg vil spørge ham når han er større.

Jeg synes indlægget her går meget godt i tråd med mit foregående indlæg, omkring det her med mobilafvænning. For det er vel i og for sig der, det hele er startet? Med at vi er online konstant, altid har en telefon med os – til at dokumentere, til at holde øje.

Signature

2 comments / Add your comment below

  1. Hej Carina. Fint indlæg med mange fine overvejelser.
    Jeg kan lige tilføje at jeg engang for mange år siden på et foto kursus lærte, at når man tager billeder af sine børn, så er der situationen der er den vigtigste.
    De fine portrætbilleder med barnet forfra kan man have hjemme på hylden/ vægen, men billeder med barnet der er opslugt af noget. ( som det i indlægget her med guitaren), eller billeder hvor man ser barnet bagfra gå hen ad vejen/ ind i skoven , billeder hvor barnet ser på dyr i zoo o.s.v fortæller meget mere om den situation, den oplevelse man havde.
    Bare et supplement til dine tanker. 😃

    1. Tak for de fine tanker, Birgit! Det er nemlig lige præcis det jeg også nåede frem til.
      Ind i mellem giver det mening at have hele barnet, med ansigt, fremme – fx da jeg viste at han havde været ude og ride. Det havde været et lidt spøjst billede, set bagfra 😝

Skriv et svar