Indkøb til baby – hvad skal man bruge?

Ja indkøb til baby. Hvad skal man købe? Listerne er lange når man googler, listerne i diverse baby og gravid-fora på Facebook er endnu længere.
Og rigtig mange har det rigtig godt med lister. Men lige så mange får også købt alt for meget ind, er mit indtryk. Jeg kan faktisk ikke rigtigt huske det selv, om hvorvidt vi have kassevis af skrammel vi slet ikke fik brugt…

Når man så, som jeg, venter nummer to. Så er man jo pludselig heeeeelt viiiiildt erfaren og klog. Og man ved jo alt muligt. Jeg forsøger at huske på, at jeg selv var førstegangs og uvidende for et par år siden, og jeg håber mine gravide veninder er nogenlunde enige i, at jeg ikke er for klog at høre på. Ellers må I altså sige til! Lov mig det.

Mange ting er “nice to have”

Rigtig mange af det man kan købe mærket “gravid” eller “baby” er nice to have og ikke need to have. Og producenterne ved, at man som gravid og kommende forælder er meget mere åben for reklamer. Derfor får man forkøbt sig.

Jeg vil lige understrege, at alt det her, på min blog og i det her indlæg, er et udtryk for min mening. Måske har din veninde/mor/kollega en anden.

Det vigtigste i alt det her babyhejs er, at du skal danne din egen mening. Derfor er det også helt fjong at du får indkøbt en masse ting, som du måske ikke ender med at bruge det – så ved du det, til hvis der bliver en næste gang. Man skal danne sine egne erfaringer. Hvis DU synes det kunne være rart at gå til gravid-yoga, men din bedste veninde siger det er noget lort, så skab dine egne erfaringer. Måske du synes yoga er fantastisk.

Barnevogn eller kombivogn

Ja hvis du spørger mig – gå efter en barnevogn. En helt almindelig en. Med fire almindelige hjul. Og ja, jeg bor i byen, og nej, hvis man spørger mig, så er en lille fiks kombivogn og svinghjul ikke dødnødvendige som byboer. Det læser jeg ellers tit diverse steder; hvis du bor i byen SKAL du have drejehjul! Man kan ikke leve uden. Og jo, det kan man godt. Ganske glimrende. Jeg synes faktisk, de få gange jeg har haft fingre i en barnevogn med drejehjul, at den virkede meget længere i det, end vores kolos af en barnevogn føles som.

Jeg elsker vores barnevogn. Jeg elsker at Villy stadig kan sove i den, selvom han snart er to, han sover så godt udenfor. Jeg elsker at han kan ligge på siden, hvis det er det han har lyst til.

Jeg kender flere der har Bugaboo kombivogne, og jeg må give dem, at de er små og smarte og fikse. Men som med andre kombivogne, så kan barnet ikke ligge i barnevognskassen ret længe, og så skal det over i klapvognsdelen. Derudover er Bugaboos klapvognsdele vinklet, så barnet ligesom sidder, også når det ligger. Du kan fornemme det her, klapvognssædet tippes bagover, når barnet skal ligge. Det fungerer tilsyneladende for mange (især på Nørrebro er den virkelig moderne).

Derudover elskede jeg at man kunne flytte Villy i liften da han var lille. Liften var hans sikre sted, han var afskærmet og han sov i den både til lure og om natten. Trygt og rart. I en kombivogn skal man så tage hele kassen med ind, eller bruge en voksi-pose af en art – men jeg forestiller mig at det er varmt om sommeren?

Når baby er en måneds tid eller so, kan en lille fin barnevognskæde være en god ide. Eller sådan en dims med billeder, man sætter rundt i kanten af liften.

Puslepladsen

Man kan indkøbe alle mulige fancy puslepuder. Vi har en helt almindelig en fra Bilka.
Det vigtigste er at du kan vaske den af – overfladen skal være glat! Sådan en i stof, prøv lige at overveje hvor klam sådan en kan blive.

Nå, men så skal der ligge noget på den der puslepude. Og et spørgsmål jeg også tit ser er “hvor mange stofbleer skal man bruge?”. Mit svar er mange. Men vores baby gylpede også en hel del. Vi valgte at farve den del der skulle ligge på puslepuden, så man altid vidste hvad der havde været hvor. Det fungerede super godt for os.
Et andet trick er at købe håndklæder, fx i IKEA, i stedet for stofbleer, til puslepuden. Jeg blev anbefalet de helt små, til 2 kroner, og det er da billigere end stofbleer, men de er altså også lige det mindste. Du kan evt. gå i genbrug og finde håndklæder.
Her kan du se de der helt små håndkæder, samt hvor meget en almindelig stofble fylder:

Og et stort håndklæde:

Og ja, mange stofbleer. En 20-30 styks er ikke for mange, og du kan fint købe dem brugt eller i Føtex eller Bilka fx. Jeg synes de fungerer godt. Vi havde omkring 15-16 stykker til puslepladsen og i hvert fald lige så mange til gylp og andet fra den ende af barnet.

Når du så skal indrette pusleplads, så gør det for egen nemheds skyld, så tæt på vand som muligt. Ikke alle har et bryggers, og så må et puslemøbel og vand i fad gå, men jeg er virkelig glad for at vi har kort til vand!
Da han var lille, havde vi altid lidt tøj liggende derude i en kurv, men nu går vi bare ind til kommoden og finder tøj.

Skumklude

Skumklude er helt klart en nødvendighed. Vi havde en periode hvor vi brugte vådservietter meget, og om det var det der gav eksem eller noget andet, ved jeg ikke, men nu gør vi det i hvert fald ikke. Skumklude kan med fordel klippes i halve (så passer de fx præcis til disse kurve fra Søstrene Grene), og man kan fint købe de billige fra Netto.

Røde numser

Ja, det er sjældent noget man undgår – jeg ved i hvert fald ikke hvordan. Vi sørger altid for at han er tør inden han får ble på, og især da han var lille blev han tit lufttørret med en hårtørrer. Hvorfor min hårtørrer kronisk bor ved siden af puslepuden nu….
Han elskede også lyden og kan stadig godt lide at blive varmet.

Men hvis skaden er sket og numsen er rød, især når den er lille bitte. Der skider de seriøst konstant og hele tiden, så det er ikke så mærkeligt at huden ikke kan følge med.
Mange anbefaler kogtvandsklude, men vi fik det aldrig til at fungere. Til gengæld, en dusk vat og en skål med kartoffelmel. Duppe dup, og numsen blev på magisk vis fin – helt uden kemi.

Da han blev større, har vi været rigtig glade for Inotyol salve fra apoteket. Det kan rede enhver lille rumpe og ligger et sejt lag på huden. Det må vist helst ikke bruges fast over længere periode, men det virker, så bleskift ikke gør ondt, og det virker hurtigt.

Blespanden og bleposer

Mange henter sådan en fancy blespand hos Babysam i forbindelse med deres høst af gratis babypakker, og det er super smart at de giver dem væk, for poserne man skal købe til, er sindssygt dyre. Rigtig praktisk. Nå, men man kan ifølge denne debat købe nogle tilsvarende billigere, og så er alle jo glade.

Vi overgik hurtigt til at bruge en almindelig spand, uden låg og så bleposer. Vi er ret glade for dem fra Coop, de er også tit på tilbud og med i fx Faktas gratis-pakke.

Jeg syntes det lugtede fra den der lukkede blespand, fordi man ventede med at tømme den, til posen var fyldt. Vi er i hvert fald glade for den anden løsning. Alle lorte-bleer i pose med knude på, i spanden. Færdig.

Indsats til badekar

For mig at se, totalt unødvendigt. Du kan jo alligevel ikke undgå at skulle holde fast i barnet, og så er det altså lige så nemt bare at have det liggende i albuen. Så har du godt fat, og de vejer jo ikke alverden i den størrelse, vandet hjælper jo også – plus at de jo ikke er i bad særlig længe af gangen.

Vi havde badekarret stående på bryggersbordet, ind til han begyndte at plaske – det var et godt sted at stå.

Vugge, bedside crib, tremmeseng, lift eller ?

Jeg kan jo, som jeg har skrevet før, kun tage udgangspunkt i, hvad der har fungeret for os.

Villy sov i sin lift, til lure og om natten. Liften stod, om natten, på to små stole ved siden af vores seng (pånær de første nætter, hvor han stod oppe mellem os i fodenden, vi var SÅ bange for at der skulle ske noget…).

Det var hans trygge base og han sov i den når vi var nogle steder.
Stor var min sorg, da han voksede ud af den, for da blev han faktisk lidt besværlig at have med ud og sove – altså, ikke i barnevognen, men ellers. Man skulle nok bare have været mere standhaftig, så var det måske gået nemmere.

Nå, men så flyttede han over i en lille bitte tremmeseng, som vi satte fast på vores seng, og så med en sengeslange i, så den ikke var alt for stor. Det fungerede SÅ godt! Og han er først lige rykket ud af den tremmeseng nu her, og over i en større seng. Der kom selvfølgelig side på sengen, da han begyndte at kravle ud. Han var om sig, den lille rod!

 

 

Signature

1 comment / Add your comment below

Skriv et svar