Spørgsmålet, kender du dit barns pædagog?

For nogen tid siden, stillede jeg et spørgsmål herinde, har du hilst på dit barns pædagog i dag? Og kender du dit barns pædagog? Ved du hvem hun er?

Kender du dit barns pædagog?

Jeg synes det er et super vigtigt spørgsmål at stille, og jeg håber det har fået folk til at tænke. Jeg har oplevet flere gange på mit arbejde, at forældre dårligt nok vidste hvad jeg hed, og det undrer mig. Som mor er jeg interesseret i hvilke mennesker der omgås mit barn mange timer hver dag. Det troede jeg egentlig lidt gjaldt alle forældre. Kender du dit barns pædagog?

Therese, som har bloggen Happy Housewife (også en Momster-blog) havde så læst mit indlæg og blev inspireret til at skrive et selv. Nogle tanker, der var kommet frem på baggrund af mit indlæg. Du kan læse det her. Jeg følte mig straks kaldet til at svare lidt på de spørgsmål, mit indlæg fik hende til at stille. Måske det ender med en helt lille korrespondance?

Hun skriver blandt andet

Jeg har mere eller mindre ikke arbejdet fuld tid på noget tidspunkt mens vi havde små børn, så derfor har jeg jo haft tiden til at engagere mig på denne måde… Derfor ved jeg ikke, om det er en lidt “forkælet” holdning at have? Jeg ved fx ikke, om Manden ville kunne sige navnene på hver og én af medhjælperne – fordi vi jo har indrettet os således, at det primært er mig, der afleverer og henter.

Og det er jo ikke sådan at jeg beder om at man ved alt om “sine” pædagoger. Slet ikke.
P herhjemme kan også godt rode rundt i hvem der er af voksne på den anden vuggestue-stue.
Og jeg tror dybest set heller ikke at det handler om at have god tid. Eller jo, hvis man har mega travlt hver gang man sætter sine ben i institutionen, så er det jo svært at have overskud. Men altså, vi arbejder begge fuld tid herhjemme, oftest afleverer jeg og P henter, og vi sørger altid for lige at snakke lidt når vi er derovre. Også lige så meget for Villys skyld, for at han oplever at det er et sted vi synes er rart, for så bliver han også mere tryg – er min overbevisning.

Stuen er lukket land! Eller er den?

Jeg skriver i mit indlæg også om at nogle forældre opfører sig som om stuen er lukket land for dem, og de helst bare vil blive stående i døren.

Og der tror jeg måske Therese har fat i noget af det rigtige. Hun skriver nemlig:

Men hvis man prøver at sætte sig ind i det fra de her forældres side, så kan det jo være, at deres opførsel kommer af usikkerhed. Det er nemlig ikke nemt at vide, hvor meget man skal “fylde” som forælder i institutionen.

Og det tror jeg hun har ret i.

Jeg har arbejdet steder hvor der var mange forældre der ikke selv havde gået i institution, og der bunder det helt sikkert i noget usikkerhed. Hvad er det jeg helt præcis skal, hvad forventes af mig her? Jeg vil nødig afbryde, eller overskride grænser. Men her må man jo som pædagog og forælder sørge for at forventningsafstemme ved starten, så alle ligesom er med.

Det med at blive afbrudt…

Der tror jeg igen-igen at Therese har fat i noget rigtigt:

Da vi i sin tid startede i institutionslivet fik vi fx at vide af en pædagog, at det var ikke sikkert, at de kunne hilse på os som forældre når vi kom for at hente vores barn – ikke hvis det betød, at de måtte afbryde en “stund” med et eller flere barn.

Der er også noget om det med at blive afbrudt. Det kan man virkelig blive tit sådan en dag! Og det er da også vildt irriterende (forstå mig ret!) hvis man sidder og læser med nogle børn. Eller spiller puslespil og Anton Hs mor så står og har en forventning om, at vi skal have en lang snak om hvor hans tredje par vanter er forsvundet hen. Men på den side, der synes jeg faktisk også forældresamarbejdet er vigtigt. Børnene er vigtigst uden tvivl, men hvis vi går tilbage til det jeg skrev i forrige afsnit, så gælder devisen også – hvis mor er tryg og glad, så er barnet det som regel også. Så jeg bruger meget tid på at snakke med forældre, både om børn, særlige ting, vanter og huer, aktiviteter, men også lidt om vind og vejr. Det gør dem trygge og det smitter af.
Derfor tænker jeg også i, hvilket aktiviteter der kører i de stunder hvor der primært kommer og går mange børn, der skal størstedelen kunne være i gang selv, med vejledning fra sidelinjen.

Hurtig ind, hurtig ud, ellers bliver det svært

Åh ja, og så den med “hurtig ind, hurtig ud, ellers bliver det svært” – svært for lille Jonas at mor går, hvis overgangen fra mor til børnehave tager alt for lang tid.

Therese skriver:

Vi som forældre bliver også tit fortalt, at en “hurtig aflevering” er det bedste for barnet.

Der er ikke nogen tvivl om, at det gavner ikke ret meget at en aflevering (åh jeg hader egentlig det ord – det er jo ikke en sæk kartofler man smider ind af døren) bliver trukket i langdrag. For tit når der snakkes om en meget lang farvel-seance fra mors eller fars side, så handler det om at der bliver skabt flere og flere ritualer. Ritualer der er tænkt som gørende afskeden nemmere, men som bare udvikles. Børn er jo ikke dumme. Hvis de opdager at mor bliver længere tid, hvis man både skal hoppe fra puden, tegne tegningen færdig, ordne i garderoben, og lave high-five, kramme tre gange og kysse to, før man vinker i døren. Ja så vil de da have alt det. Børn vil jo som udgangspunkt have deres forældre, uanset hvor godt de ellers trives i deres institution.

Men hurtig er ikke “hej, her er barnet, visessenereskat!” og mor er suset ud af døren. Det er stille og roligt, ind af døren, hej goddag og så videre. Sutsko på, sætte barnet i gang. Så får alle en god dag. Det sammen om eftermiddagen, interesser dig lidt for barnet og dagen – hvis du fornemmer at der er tid og mulighed for en længere snak, så tag den. Vi pædagoger vil stort set altid gerne snakke om dit barn.

Vilkårene i institutionerne

Der er ingen tvivl om at vilkårene i institutionerne mange steder kunne være bedre. Mange steder løber pædagogerne for hurtigt, og det er kun det mest nødvendige der bliver ordnet. Oppefra bliver vi også udstyret med mere og mere vi skal udfylde, tage stilling til og arbejde ud fra. Der er ikke så meget tiltro til at vi selvfølgelige er pissegode og gør vores arbejde godt.

Jeg arbejder heldigvis et sted med mange og gode ressourcer, men selv vi kan da være presset og viser os ikke konstant og altid fra vores mest imødekommende og pædagogiske sider.

Om end vi virkelig gør hvad vi kan!

Derfor har jeg også en bøn, til dig der har mødt en pædagog der var sur en dag. En der ikke lige havde tid til at hjælpe med at lede efter vanterne eller huen. En der ikke havde tid til den lange snak, ikke havde set dit barns snotnæse. Måske havde hun vendt blusen på vrangen på dit barn (måske havde barnet helt selv taget blusen på?). Prøv at se det fra hendes side. Prøv at se om det altid er sådan du møder hende, eller om det måske kun er i særlige tilfælde. Måske har hun hængt i bremsen hele dagen, fordi kollegaerne er syge, måske har hun sovet rigtig dårligt.

Der kan være være mange grunde. Selvfølgelig findes der også sure pædagoger, som måske slet ikke skulle være pædagoger, eller som aldrig har tid. De er en anden sag, og dem skal man selvfølgelig undre sig over. Men som udgangspunkt er de – vi – altså søde og ordentlige mennesker, som vil lige præcis DIT barn det aller bedste!

(Det her billede er bare med fordi det er fedt – taget på en tur til Skoletjenesten i ZOO med børnehavebørnene. Jeg er glad for mit arbejde!)

 

Signature

Skriv et svar