Hvor meget hjælper far med baby?

Jeg støder forholdsvis tit på spørgsmålet, eller problemstillingen, “hvor meget hjælper far med baby?”. Det er ofte i forhold til dagligdagen, at disse mødre føler de står alene, og har brug for spejling, men også i tilfælde af sygdom, stressede perioder på arbejdet og lignende.

Og jeg undrer mig. Meget. Måske er jeg naiv, men sådan bør et familieliv da ikke være?

Er din kæreste, kæreste med sin mor?

Hvis man står i det problem, eller udfordring om man vil, at man oplever at man står alene om at klare dagligdagen i familien, så må man kigge lidt indad.

Er det fordi, at din kæreste (eller mand) har vænnet sig til at være i et forhold med noget der svarer til en sød og hjælpsom mor, der klarer det hele? Lige fra madlavning og rengøring til vasken af hans tøj – inkl. de sure underbukser? Mens han bare spiller computer, ser fodbold eller drikker øl den halve nat hver lørdag-søndag, og dermed sover længe dagen efter.

Og så har I måske “glemt” at forventningsafstemme, inden det her lille nye menneske kommer til verden, og gør jeres forhold til en familie. Måske tænkte du, at det automatisk ville blive anderledes, når baby ankom, og at manden selv indrettede sig. Og ja, det kunne man da også ønske sig – men man kan måske ikke forvente det. På trods af, at I sikkert har være enige om det her baby-projekt, så er det DIG der har gået og ruget i 9 måneder. Og uanset hvor meget han har været med til at købe ind, mærke på maven og gå til et utal af både betalte og gratis scanninger, så tror jeg ikke vi kommer uden om, at de fleste mænd ikke er klar, før efter fødslen. Mange kvinder er sgu ikke en gang klar, før efter fødslen…

Og hvis man som mand tror, at forholdene fortsætter ufortrødent efter fødslen, at du klarer skærerne, så får han sig – forhåbentligt – en dygtig forskrækkelse.

Man skal være sammen om det

Når man får sådan et lille barn ind i familien, så skal man være sammen om det. Ellers er forholdet, dig og din mand i mellem, ret sikkert og ret hurtigt dødt. På et tidspunkt vil kvinden, moren, få nok. Ikke nok med at hun er hægtet på et spædbarn 24/7, så kommer der en anden lille dreng hjem fra arbejde hver dag og vil serviceres. Sat på spidsen, selvfølgelig.

Det dur selvfølgelig ikke. Det kan enhver sige sig selv. Og vejen ud af dette scenarie er, surprise, at tale sammen. Så hvis DU synes der er nogle ting derhjemme ikke fungerer, så må DU i gang med at tage snakken. Længere er den ikke. Det hjælper sjældent at spørge et ukendt antal ligesindede på facebook. Start snakken op derhjemme.
Så vil en fornuftig mand og far stramme op og tingene vil ændre sig. Man skal være sammen om projektet, om barnet, om arbejdet – medmindre man har valgt at få barn alene, så er historien jo lidt en anden. Men dette handler jo om familier, hvor der er to voksne (og så er jeg egentlig lidt græsk katolsk omkring hvilke køn de her voksne har), der skal hjælpes ad med at få det nye liv til at fungere.

Jeg har verdens bedste mand!

Hjemme hos os, står tingene ikke så galt til. Tværtimod. Selvom det da også var svært for P at vænne sig til det her baby-noget, som han ind i mellem drillende siger “Det var din ide…”, så er jeg ikke i tvivl om at jeg har verdens bedste mand!

Han støttede op om min graviditet, var med til scanninger, lyttede, mærkede og prøvede at forstå, men uanset hvad, så var det jo min krop Villy rumsterede rundt i. Og udvidede.
Så det er min overbevisning, at det er helt normalt. Jeg var dælme nærmest ikke en gang klar, da han meldte sin ankomst, lille og skrigende.

Hjemme hos os foregår det sådan her…

Men herhjemme hos os, der hjælpes vi ad. Og jeg vil vove at påske, at P nok trækker det største læs. Det er nok ikke helt fair, men sådan er det tit, er min fornemmelse.
Da han havde barsel, de første fjorten dage, de FØRSTE BABY-DAGE, der hjalp vi hinanden om natten. Jeg ammede, det kunne han jo af gode grunde ikke, men derudover, så hjalp vi hinanden. Vi var jo på barsel sammen, fordi vi havde et nyt arbejde – en Villy.

Da P så startede på arbejde igen, så var det mig der træk nattelæsset. Villy var jo mit arbejde. P proppede ørepropper i ørerne, og vendte ryggen til og sov, så godt som han nu kunne, og det var fint. Det gav mig mulighed for at skabe de rutiner der skulle blive mine og Villys de næste mange, mange måneder.

Om eftermiddagen, når han kom hjem, så var vi fælles om det igen. Jeg havde en forventning om at han hjalp mig, især hvis det havde været en lorte-nat og -dag, men derudover, så hjalp vi hinanden. Igen, Villy kom på listen over “ting” der skulle ordnes herhjemme; mad, rengøring, vasketøj, Villy. En liste over pligter, som vi var fælles om. Den der havde Villy, lavede ikke det andet. Og omvendt. Så kunne vi sammen slappe af når pligterne var ordnet (og Villy sov).

“Har du slet ikke lavet noget i dag?”

P havde aldrig en forventning (er mit indtryk – og ellers har han da ikke sagt noget!) at der var ryddet og ordnet herhjemme. Han undrede sig aldrig over hvad vi havde lavet, eller ikke havde lavet. Han lod det være helt op til mig, igen fordi: Jeg var jo ikke på ferie, jeg var på barsel, med et lille og krævende barn.

Og selvom der da virkelig var nogle lorte-nætter og ditto dage ind i mellem, så var barsel en god periode. Vi formåede da de fleste dage at komme ud af lejligheden. Vi havde mange aftaler, og var meget på cafe (hej cheesecake og cafe latte…), og vi hyggede os da meget af tiden. Jeg formåede også i nogen grad at sørge for, at her ikke lignede et totalt bombet lokum herhjemme.

Han har aldrig mødt mig med “har I slet ikke lavet noget i dag?”, hvis der var rodet herhjemme. Og heldigvis for det da!

hvor meget hjælper far - http://www.beniceorleavethanks.com/2012/04/24/when-i-showed-my-husband-the-what-do-moms-do-all-day-picture/

Jeg tænker ind i mellem på det her billede, det er herfra. Folk der ikke har prøvet at være alene med et eller flere børn i mere end nogle timer, de har slet ikke tilladelse til at undre sig over oprydning, eller mangel på samme. Overhovedet.

Barsel er altså ikke nogen fest

Barsel er altså ikke en fest, ikke i mit hoved. Jeg kan huske jeg skrev det her indlæg en gang for længe, længe siden. Og jeg kan huske fornemmelsen af, at sidde hullet i sofaen dybere og dybere.

Og forsøget om at komme ud, lave aftaler, men samtidig være bevidst om at lytte til mig selv. Jeg har ind i mellem meldt afbud til arrangementer, fordi jeg havde sovet minimalt, og havde behov for at sove, når Villy gjorde. Jeg har enkelte gange, skrevet desperat til min veninde eller mor og de er kommet stormende og har reddet mig. Thank god for that!

Jeg glæder mig til at skulle på barsel igen. Jeg glæder mig ikke til søvnløse nætter, hormonforstyrrelser (som allerede er i gang – tal lige om at være følsom for tiden!), jeg glæder mig ikke til at skulle putte til lur hundredetusinde gange. Slet ikke. Putte-helvedet er noget af det værste. Men jeg glæder mig til at udvide vores familie med et lille nyt menneske.

Det her billede er taget en dag, efter et maraton af en putning, efter en lortenat. Og barnevognen skulle bevæge sig. Hele. Fucking. Tiden. Jeg kan huske at jeg var inde på en cafe, mens Villy sov, for at bestille en kop kaffe, og han vågnede skrigende med det samme jeg havde bestilt. Jeg stormede ud, servitricen kom ud med min kaffe og sagde “du betaler bare en anden gang”. Jeg elskede hende lidt der! På billedet herover, sidder jeg ved siden af barnevognen og skubber diskret til den, med jævne mellemrum… Hvad man ikke gør, for den der baby.

Signature

2 comments / Add your comment below

    1. Mega synd. Og endnu mere synd at de ikke selv kan se problemet? Når de sidder og bitcher over det til veninderne “han gider ikke stå op med hende”. Nå. Men hvad så hvis du heller ikke gad?!

Skriv et svar