I torsdags fyldte Villy en 2 år. En stor dag, hvis du spørger hans forældre – måske især moderen gik op i det med liv og sjæl, og havde planlagt dagen i en evighed. P gik og grinede lidt i skægget, da jeg gik onsdag aften og pyntede op. Men skal der være fest og 2 års fødselsdag, så lad der være fest og 2 års fødselsdag!

2 års fødselsdag - fejring

Vi pyntede op med flag og de vimpler jeg syede til hans fødselsdag sidste år, og så satte jeg balloner fast på hans stol. Og så selvfølgelig hans fine fødselsdagstog og flaget med inskription.

2 års fødselsdag – i en hel uge, nærmest!

I torsdags, på dagen, holdt vi fødselsdag herhjemme. Villy havde fri fra vuggestue og ham og jeg hyggede herhjemme hele dagen.

Han var meget imponeret over pynten, og syntes virkelig her var fint, tror jeg.

2 års fødselsdag - pynt

Han åbnede gaver om morgenen, inden P kørte på arbejde, vi spiste morgenmad og legede, og så kørte vi en tur. Egentlig ville jeg have haft ham med i Zoologisk have, men det var min hofte og bækken slet ikke til, så vi cyklede en lille bitte tur, op til en børnevenlig cafe jeg har opdaget. Vi var på date, fortalte jeg ham, og bestilte kaffe til mig og juice til ham, og så en bolle med ost til  os hver. Villy spiste osten, drak lidt juice og legede lidt – og brugte så ellers lang tid på at stikke af fra mig derinde: “Villy bli her, neeej…”, sagde han, mens han kiggede på mig. Og løb. Lille møgunge!

2 års fødselsdag - cafebesøg

Nå, men det var rigtig hyggeligt, og han syntes rigtigt at han var på tur, og det var det vigtigste. Jeg fik da også drukket kaffen. Vel hjemme igen, fik vi en lur sammen inden i sengen, og bagefter frokost og mere leg – og så kom der gæster.
Vi havde inviteret på aftensmad og is, og gæsterne havde gaver med. Og endelig var han stor nok til at forstå at gaver er “the shit”, og rent faktisk gide at pakke op. Ret skønt egentlig! Jeg laver et indlæg en anden dag, om alle hans gaver. Der er så mange fine ting!

Vi sang fødselsdagssang for ham, både om morgenen og til aftensmaden, og især da vi sad fem voksne og sang for ham, var han ved at dø af grin. Hold nu op han syntes det var en fest!

2 års fødselsdag i vuggestuen

Fredag blev han fejret i vuggestuen, til eftermiddagsfrugt.

De introducerede en kongestol, man skulle sidde på når man havde fødselsdag, hvis altså man havde lyst – det havde Villy helt bestemt.
Jeg havde – med hjælp fra Amo og noget sort pastafarve – bagt pandaboller, som jeg kom over med, og de vakte lykke især hos fødselsdagsbarnet!

2 års fødselsdag - boller

En god hvid bolle, med sorte markeringer og sorte ører. Dertil figenstang, agurk og melon. Ret simpelt, og så ud af meget – det er lige mig!

Ovre i vuggestuen blev der også sunget fødselsdagssang, og de havde en fin gave til ham – en masse flotte tegninger. Som pædagogen sagde “ja, det er nok ikke sådan en gave man gemmer i mange år”.
Men jeg tror nu bare de ryger i mappen med alle hans andre ting. Det er da meget hyggeligt!

2 års fødselsdag, tredje omgang

Her i weekenden holdt vi fødselsdag igen, for min fars side af familien. Og det var en fest, præcis som det skulle være! Villy åd som en hest til aftensmad, smovsede is og kom alt for sent i seng! Han legede hele aftenen med min kusine, som han er meget meget glad for. Og han snakker om hele tiden – “hvor Obie henne?”, og så må vi fortælle at Sofie jo er kørt hjem igen.

Vi har begge gange inviteret til aftensmad allerede ved 17 tiden, det er jo trods alt Villys fest. Og så med dessert (is og vafler) lige bagefter. Så kunne de voksne hygge med kaffe og te efter at fødselsdagsbarnet var puttet i seng.

Da han skulle i seng, lå han og snakkede om “gæster” og “gaver”, to ord som virkelig har vundet indpas de sidste par dage. Og det er da fuldt forståeligt, begge dele er skønne, især når man er 2 år!

Efter tre dage med pynt, pyntede vi ned her søndag morgen – til Villys store fortrydelse. Det passede ikke herren at festen var slut!

3 thoughts on “2 års fødselsdag – vol. 1”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.