DIY mulepose

Egentlig hører denne DIY mulepose nok ikke helt ind under “kreativitet med børn”, som jeg ellers har lavet en del af.

Men de større børn kan godt være med. Jeg har både lavet en lama-udgave og en udgave med en pige. Guiden til at lave muleposen med et pige-ansigt på, kommer her, inkl. en pdf-fil til print.
Ideen kan dog nemt omsættes til andre motiver – kun fantasien sætter grænser!

diy mulepose

Egentlig blev jeg først inspireret til at lave muleposen, fordi Rikke havde lagt et billede på instagram af en magen til (eller, altså hendes var hæklet, selvfølgelig – Rikke er for vild til at hækle!). Og tænkte, at sådan en måtte jeg også lave. Jeg kunne dog ikke lige overskue hækleriet, så min er tegnet på med tekstiltusch.

Rikkes hæklede taske kommer som opskrift i en bog senere på året. Den er jeg spændt på at se!
Men lige her, her får du hvordan du laver en fin pige-mulepose:

mulepose diy

Det er ret simpelt egentlig, sæt i gang!

Det skal du bruge:

  • En mulepose. Jeg kan ikke huske hvor jeg sidst har bestilt, men de har nogle fine, øko og ok prisvenlige her.
  • En tekstiltusch. Medmindre du er den fancy type der broderer trykket på – det var jeg ikke, kan jeg afsløre!
  • Garn til håret – jeg har brugt bomuldsgarn fra Søstrene Grene.
  • En nål til at sy hår med.
  • Strygejern til at fiksere farven med.
  • Evt. vlieseline til at lime håret fast på indersiden af muleposen.

Sådan gør du:

Du starter med at printe PDF-filen nederst i dette indlæg ud, så du kan overføre motivet til muleposen. Medmindre du selvfølgelig laver et andet tryk.

Så sætter du tegningen fast på indersiden af muleposen, sørg for at den sidder ca. i midten, og sæt den fast med knappenåle, så den ikke glider mens du tegner.

Så tegner du pigen på muleposen.

Lad være med at tegne pandehåret på, det vil se fjollet ud, når du skal sy garnet på bagefter!

mulepose diy

Nu skal du stryge din tegning, så den er fikseret lidt. Jeg ved ikke hvor stor forskel der er på, hvis man ikke gør det, i forhold til vask. Men altså, hvor tit vasker du din mulepose?

mulepose diy

Så skal du sy pandehåret på. Du kan enten tage den udvidede version, fx som her, eller du kan gøre som jeg gjorde, og bare trække garnet gennem stoffet. Det sidder i princippet ikke fast så – men så kommer vlieselinen ind i billedet. Den klistrer man bag på syningen (på indersiden af muleposen), vha. strygejernet, og så holder det på håret.

mulepose diy

mulepose diy

Jeg startede med håret nedefra, så længden var bestemt, og så syede jeg ellers fast, helt tæt, så det blev et stort og pjusket pandehår.

Jeg synes selv den er blevet ret fin!

Grunden til at det lige er valgt at hun læser en bog der hedder “Vi læser” er, at jeg skal bruge posen senere hen til et andet projekt. Du kan selvfølgelig vælge at hun læser lige præcis det du synes!

Muleposepige

Find flere kreative ting her.

Signature

2 comments / Add your comment below

Skriv et svar