| Reklame | Jeg har fået lov at blive ambassadør for Ikast Etiket. Det betyder at jeg har fået tilsendt en masse små fine mærker med Sættekassens “logo” på, til at sy på det strikke og -hækletøj jeg laver.

ikast etiket anmeldelse

Jeg blev kontaktet af en sød dame (og hvad er en dame? Det lyder som en på 50+, men det tror jeg nu ikke hun var. “Pige” lyder bare også forkert, for hvad er hun så? 17?) derinde fra, som hjalp mig med at vælge mærker.

De forskellige mærker

Ikast Etiket laver både navnelapper som vi kender dem fra diverse andre firmaer, og så laver de fine vævede labels til fx hækle- og strikketøj. Du kan se lidt af deres udvalg her.

Pernille derinde fra, spurgte til mit behov, og vi endte med at i fællesskab at beslutte at jeg nok skulle have dem der hedder endebukket. Et vævet mærke, hvor enderne erbukket ind (deraf navnet), og så til at sy i tøjet.

Jeg sendte den skrifttype det skulle skrives med, og fik en bekræftelse retur, så jeg kunne se hvordan de ville komme til at se ud.
Jeg har før købt nogle mærker herfra, og tænkte lidt at de var i samme størrelse, så jeg undersøgte ikke størrelsen nærmere. Dem jeg købte den gang, var strygemærker, med min egen håndskrift, så det var jo lidt noget andet end dem jeg har fået denne gang.

Jeg synes mærkerne er lidt til den store side, når nu de bruges primært i baby- og børnetøj. De ville fungere perfekt i en voksen-trøje, men dem laver jeg ikke så mange af… De er 20×50 mm.

ikast etiket anmeldelse

Man kan også chatte med dem, eller maile dem en forespørgsel, og så vender de tilbage med et forslag.

Jeg har kun oplevet rigtig fin service!
Pernille var sød til at komme til forslag, så mine mærker kom til at matche mit behov bedst muligt – det er jo også hende der er eksperten på det her.

Mine fine mærker

Så modtog jeg mine fine mærker. Med mit logo. Jeg gik og ventede i spænding, og leveringstiden er lidt til den lange side – men det er fordi de er vævede.

Mærkerne er lækre i kvaliteten!

ikast etiket anmeldelse

Og så kom den store udfordring! Hvor skulle jeg sætte dem? Og hvordan skulle jeg sætte dem fast!
Big decisions! Jeg forhørte mig både i en strikkegruppe på facebook, samt på Instagram, for at få folks erfaring med mærker som disse. Jeg var rimelig sikker på at de ikke skulle sidde oppe i nakken, fordi det ville kradse.

Omvendt synes jeg de er lidt vel store til at have siddende uden på tøjet, i hvert fald på babytøj.
Og så igen, på den helt tredje side, så vil jeg jo gerne vise dem og mit navn frem. Store muligheder, store udfordringer!

Hvor og hvordan?

Jeg havde en stak færdigt strikketøj til Villy og Kalle liggende, og besluttede at forsøge mig lidt frem.

ikast etiket anmeldelse

I denne trøje, som er Villys, der sidder det i nakken, men lidt nede, så det ikke generer ham. Jeg var også lidt i tvivl, om det måske skulle sidde foran på trøjen, lige over ribben…

ikast etiket anmeldelse

Her på de her rompere til Kalle, har jeg prøvet både at sætte dem uden på, bagpå, og indvendigt på forstykket. Jeg er lidt usikker på hvad jeg mest er til, men synes mærket er lidt stort til den lille størrelse, i hvert fald til at have det siddende udenpå. Men altså, børnene vokser jo, så det gør tøjet jo også.

Næste udfordring var, hvordan jeg skulle sy dem fast.
Jeg forsøgte mig med at sy en hel lille række af sting ned i hver side af mærkerne, men syntes ikke helt det fungerede. Jeg syede med en tynd nål og hvid sytråd.

Det der fungerede bedst, er det der også ses på billederne i tråden her, nemlig små sting i hvert hjørne.

Jeg tænker at jeg skal arbejde lidt mere med dem, men jeg er så glad for dem! Heldigvis virker Kalle som en baby der godt kan overskue at mor strikker og hækler. Også midt i maden…

Du kan se flere strikkede ting her.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.