Føde-fredag – når det ikke blev den fødsel man havde håbet…

Denne gang skal vi møde Simone.

fødsel

Simone fortæller om begge sine kejsersnit, et planlagt og et akut grad 2.

Hvordan må jeg introducere dig på bloggen?:

Jeg hedder Simone, og er mor til en pige fra 2014 og en dreng fra 2018. Jeg har fået et planlagt kejsersnit i 2014 og et akut kejsersnit i 2018.

Fortæl lidt om din graviditet:

Min første graviditet, var kompliceret og med mange indlæggelser grundet blødninger.

Min anden graviditet, har været helt fantastisk og ukompliceret.

Var dit kejsersnit planlagt eller akut – og hvorfor fik du kejsersnit?

Mit første kejsersnit i 2014 var planlagt pga. Komplikationer i graviditeten.

Mit andet kejsersnit i 2018 var akut grad 2. Jeg ønskede at få en vaginal fødsel, da denne graviditet forløb helt normalt og uden komplikationer. Det endte med at blive akut kejsersnit, da hjertelyden dykkede under veerne.

Fortæl om din fødsel, også gerne om optakten – i 2014

Mit første kejsersnit, var en super god oplevelse og en rigtig god afslutning på en hård og opslidende graviditet med indlæggelser, blødninger og smerter.

Jeg fik et hud til hud kejsersnit og fik lov at se hende blive taget ud af maven, hvorefter hun blev lagt på mit bryst. Hun skreg med det samme hun blev taget ud af maven, og jeg kan huske jeg følte en enorm lettelse da jeg var blevet forberedt på at nogle kejsersnitbørn har brug for hjælp til at få vejrtrækningen igang.  Der var en rigtig rolig og hyggelig stemning på operationsstuen og jeg følte mig meget tryg. Det var en super god oplevelse.

Fortæl om din fødsel, også gerne om optakten – i 2018

Mit andet kejsersnit, skulle have været en vaginal fødsel. Eller det var hvad var jeg havde håbet og forberedt mig på, da graviditeten forløb helt normalt. Desværre, havde min krop ikke samme agenda, og trods utallige akupunktur -og zoneterapeutbehandlinger forblev min krop lukket.

Da jeg var til jordemoder 40+4, var det ikke muligt for jordemoderen at lave hindeløsning. Da jeg ramte 41+3, skulle jeg til overtidssamtale, hvor jeg igen fik den nedslående besked at de heller ikke der kunne lave en hindeløsning. Jeg forsøgte dog stadig at holde modet og humøret højt, for jeg ønskede så inderligt at gå igang selv.

Så jeg aftalte at komme ind igen 41+5 til endnu en overtidsvurdering.

Dagen efter 41+4, tog jeg forbi Helle Ella, som jeg kun havde hørt succeshistorier om. Hun kunne som alle de andre jordemødre heller ikke lave en hindeløsning. Jeg fik dog akupunktur og håbede det ville gøre noget godt.

Men næste morgen var alt som det plejede, stor og rund mig, og med lillebror endnu i hulen. Så jeg tog mod sygehuset og fik foretaget ctg og endnu en indvending undersøgelse.

Stadig ingen tegn på fødsel. Så jeg takkede nej til at blive sat igang, for det kunne jo være jeg var heldig at kroppen selv gik igang.

Sæt i gang!

Men nej, 41+6 vågnede jeg op endnu en gang med lillebror i maven. Så her turde jeg ikke vente længere og aftalte at jeg skulle have lagt ballonkateter op om aftenen, for at de så kunne tage vandet næste dag.

Jeg fik veer i løbet af natten af kateteret, og håbede inderligt at nu gik kroppen igang. Men nej snydt igen! 42+0 tog de vandet, og jeg blev sendt ud på en gåtur for at se om veerne kom af sig selv. 4 km blev det til, men heller ikke det kunne få kroppen igang. Så herefter blev jeg sat igang med vedrop.

Det gik fint nok de første 3 timer med gode og tåleligt veer, men så gik det ellers løs! Min krop begyndte at danne veer selv oveni vedroppet. Min krop gik helt i selvsving og selvom droppet blev slukket, fik jeg 6-7 veer pr. 10 Minutter. Det stod på fra 21-01 og jeg følte der var noget helt galt.

Det føltes ikke rigtigt.

Det føltes ikke som om kroppen arbejdede med, men snarere imod.

Jeg begyndte at få feber og rystede helt vildt. En anæstesilæge blev tilkaldt, for at lægge en epidural så jeg kunne få lidt ro. Jeg var fuldstændig udkørt og følte min krop var som en løbsk hest jeg overhovedet ikke kunne kontrollere. Der skulle så gå næsten 2 timer før anæstesilægen ankom, da der også var vagtskifte og den tidligere jordmoder vist ikke havde fået tilkaldt lægen som aftalt. Det var nogle skrækkelige timer at vente.

Hurra for epidural!

Og så kom anæstesilægen endelig. Ahh, hvilken lettelse tænkte jeg. Men! Hun kunne overhovedet ikke ramme ordentligt og endte med at stikke forkert utallige gange. Jeg var ved at eksplodere og det var så svært for mig at sidde op i mine veer som stadig galopperede derudaf.

Jeg havde så meget brug for smertelindring og så kunne hun ikke få den forpulede nål i mig!

Argh! Endelig opgav hun og tilkaldte en lidt mere kompetent kollega der på ingen tid fik nålen i mig. MEN!

Den virkede ikke. Samtidigt med det, blev der tilkaldt to læger, da hjertelyden åbenbart var begyndt at dykke voldsomt af de kraftige veer. Lægerne undersøgte mig, og sagde at de 3-4 cm. Jordemoderen havde vurderet for 4 timer siden var meget optimistisk sat. Jeg var faktisk begyndt at lukke mig. Oh dear god tænkte jeg. Havde de så forestillet sig at jeg skulle ligge der til imorgen eftermiddag med den ikke eksisterende fremgang på trods af en krop der gik fuldstændig amok og epidural som ikke virkede?

Ændring af planerne!

OH NO! Så blev der sagt kejsersnit, og at de ikke kunne nå at give mig så mange informationer da det skulle gå stærkt. Bum – så ankom en ny seng og afsted det gik mod operationsgangen.

Jeg var lettet og også lidt bange.

For hvor akut var det?

Ville jeg være ved bevidsthed eller i fuld narkose?

Og ville der være noget galt med ham, nu hvor hans hjertelyd var påvirket?

Men lettelsen fyldte mest, lettet over at det sindsyge forløb snart ville få en ende. Noget føltes jo helt forkert. Jeg ankom til operationsstuen og fik hurtigt anlagt spinalbedøvelsen.

Jeg var utryg for jeg kunne mærke de nev i mig og nåede lige at forestille mig at jeg nu også skulle opleve et kejsersnit uden bedøvelse. Jeg råbte at jeg kunne mærke at de nev og hurtigt blev der givet mere bedøvelse.

Pyha! Det hele var overvældende og en helt anden oplevelse end det planlagte, da han skulle ud hurtigt og over til børnelægerne. Jeg var så nervøs for hans tilstand.

Men på ingen tid havde de fået ham ud og han skreg med det samme han kom ud af maven og jordemoderen kom straks hen og fortalte mig at alting var fint.

Hvilken lettelse. Jeg græd af lettelse. Hurra endelig var han ude, og endda helt uden at være påvirket.

Den der mavefornemmelse…

Det viste sig at han havde en utrolig lang navlestreng og han havde haft den 3 gange rundt om halsen. Så han var aldrig kommet ud den “rigtige” vej og det gav mig pludselig en forståelse af min egen intuition om at noget føltes helt forkert. Det var en voldsom oplevelse, fordi det skulle gå så stærkt og vi ikke var klar over hvor alvorligt det var. Når det så er sagt, havde jeg igen en oplevelse af at alle på operationsstuen vidste lige netop hvad deres opgave var og på trods af det var akut, stadig kunne yde omsorg for mig, som tydeligt var bange.

Fortæl om tiden efter fødslen – både kort tid og lang tid, og både i forhold til dig selv og baby.

Begge gange, har mit nervesystem reageret voldsomt ovenpå operationen. Min mælk har desuden først løbet til på 4. Og 5. dagen. Mine børn, har ikke været påvirket af deres vej til verden.

Den første uge efter det akutte kejsersnit, var jeg virkelig ulykkelig og ked af fødslens udfald. Jeg havde virkelig forberedt, drømt og ønsket mig en naturlig fødsel.

Efter den første uge, så fyldte det ikke rigtigt mere, da hverdagen hurtigt var tilbage igen når man også har et større barn der skal i børnehave og alle de mange huslige gøremål. Så gik livet ligesom bare videre.

Efterfødselssamtale

Jeg havde dog bedt om en efterfødselssamtale, og da jeg 4,5 uge efter fødslen skulle køre mod sygehuset til samtalen så græd jeg hele vejen derind i bilen. Jeg blev så flov over mig selv. Så er der andre der kæmper med bare at blive gravide og nogle der aldrig får deres børn med hjem fra sygehuset, og så er der mig som er ked af min fødselsoplevelse.

Det lyder jo næsten helt forkælet.

Men i hvert fald, så kom det bag på mig at kroppen bare “talte” og viste mig med al tydelighed at oplevelsen langt fra var glemt og nu kom det hele op i mig igen.

Det var en rigtig fin efterfødselssamtale jeg havde med jordemoderen, som kunne forklare og støtte mig i min oplevelse. Som gudskelov ikke er sådan en normal fødsel ville foregå. Min krop responderede bare super dårligt på vedroppet. Og mit barn stod forkert i bækkenet, hvilket kunne være en af grundene til at jeg ikke selv var gået i naturlig fødsel og der derfor heller ikke var nogen fremgang i fødslen.

Og så rådede hun mig til at jeg skulle forsøge at fokusere på, at nogle ting er man virkelig bare ikke herre over og jeg ikke var svag eller kunne have gjort noget anderledes. Og at jeg skulle have lov til at være i min sorg over fødslen og at jeg med tiden gerne skulle finde en plads til oplevelsen som var okay for mig. Og det glæder jeg mig til at finde, med tiden. Indtil da, vil jeg prøve at få den bearbejdet lidt mere.

Hvordan har du det med at have født ved kejsersnit? Og føler du at dit kejsersnit er mindre en fødsel, end hvis du havde født vaginalt – begrund gerne dit svar.

Første gang, var jeg glad for det. Det var en god oplevelse og en dejlig afslutning på et hårdt forløb. Her anden gang, er jeg en anelse skuffet når jeg havde ønsket en vaginal fødsel så inderligt. Men nogle ting er man bare ikke selv herre over, og så er det jo godt at vi har muligheden for at hjælpe børnene ud.

Nu har jeg jo prøvet både planlagt og akut. Et planlagt hvor jeg slet ikke prøvede at få veer eller være i nærheden af en naturlig fødsel. Så der følte jeg ikke det var en fødsel i traditionel forstand. Men det var en fin måde for mig at få mit barn til verden på. Jeg havde ikke kræfterne til at gå igennem en vaginal fødsel.

Anden gang føler jeg at jeg har været igennem en fødsel, bare uden at gennemgå den sidste etape.

Hvilke reaktioner får du fra andre omkring at have født ved kejsersnit?

Jeg har mødt stor forståelse for mit planlagte kejsersnit, da jeg var utrolig dårlig.

Har du gjort noget særligt for at passe dit ar?

Jeg går til osteopat, for at få gang i nervesystemet og kroppen igen.

fødsel

Det var så Simones fortælling.

Simone havde først skrevet en udgave til mig, og kom så senere med en lang tilføjelse om efterfødselssamtalen. Det var kommet bag på hende, hvor voldsomt hun og hendes krop stadig føltes fødslen havde været.

Jeg er glad for at mine fødsler har været mindre traumatiserende for mig og min familie, og jeg er glad for at Simone ville dele sine historier! De hårde historier skal også fortælles!

Signature

Skriv et svar