Føde-fredag - når det ikke blev den fødsel man havde håbet...

Er søskende en gave?

Er søskende en gave?

søskende

Man kommer ikke uden om, at vælger man at skabe en søster eller en bror til sit barn, så er det 100% forældrenes valg.

Jeg tror de færreste børn senere, hellere havde været deres søskende foruden – selv hvis man har sine udfordringer. Til gengæld hører jeg om ene-børn der gerne ville have haft en søskende.

Er det så et svigt at få barn nummer to?

Da vi valgte at vi gerne ville have barn nummer to, var vi også bevidste om, at aldersforskellen ikke skulle være alt for stor. Hvis altså vi selv kunne vælge.
For at de forhåbentligt kunne få en masse ud af hinanden på sigt.

Og for at man ikke bliver helt færdig med at hele ?lille-barn-showet?, med bleer og lur, før man evt skal starte forfra.

Og for at Villy forholdsvis hurtigt ikke ville kunne huske at det havde været anderledes.

Vi var klar over at det nok ville blive hårdt den første tid, de første år.
Men klare det, det skulle vi nok. Det var vi sikre på.

I starten sov Kalle og jeg på sofaen, fordi han vågnede med maks to timers interval. Så det var løsningen, for at der trods alt var en voksen der fik sovet.

Og hvad så nu?

Nu er Kalle kommet. Han – og vi – har overlevet og det går overraskende fint, synes vi.

Kalle er en nem baby (7-9-13), og Villy har taget rigtigt fint imod ham. Meget bedre end vi kunne forestille os. Villy er sød og kærlig og opmærksom over for Kalle, vil gerne trøste ham og ae.

Til gengæld. Til gengæld så har han været sur på mig. Eller, ikke sur. Men klart foretrukket sin far, i en lang periode.

Faaaar!

Det startede allerede da vi kom hjem fra hospitalet.

Villy blev passet af mormor herhjemme i halvandet døgn, hvilket er det længste han før har været passet.
Da jeg steg ud af bilen, stod han sammen med mormor og kiggede ud af vinduet.
Og han var bare totalt STONEFACE!

Ikke en reaktion. Da vi kom ind, tøede han heldigvis op og genforeningen – og mødet med lillebror – gik fint.
I lang tid, flere uger, foretrak han sin far.

Hvis jeg snakkede til ham, kaldte på ham eller han slog sig, så gik han til far. Og det gjorde ondt.

Vi var jo vant til at have mange timer hver dag, hvor det bare var os to.

Det store svigt!

Det der slog hovedet på sømmet, var en aften hvor jeg ville fylde hans badekar og han spassede helt ud og græd og råbte ?du skal tømme det – far skal fylde?.
Det endte med at vi hylede begge to. Og P klappede på skulderen og trøstede.

Senere udtalte barnet at sengen var ?fars?. Den sved også! Han havde opdaget at Kalle og jeg lå på sofaen de fleste morgener (for at forstyrre mindst muligt).

Den aften tog jeg seriøst mig selv i at tænke:

Vil Villy for altid huske at jeg svigtede? Og vil Kalle for altid vide, at han var grunden til svigtet? Altså, dobbelt-op på lorte-mor. Jeg havde heldigvis nogle veninder med flere børn, der kunne bekræfte at det var helt normalt. At det blev bedre. At jeg ikke var en lortemor. At det ikke var et svigt. Og vigtigst, at det nok skulle blive godt igen.

Vendepunkt

Det var lidt et vendepunkt, den aften med alt hyleriet. Det er snart en måned siden.

Jeg har prøvet at sørge for at være så meget som muligt sammen med Villy, og lidt påtvinge ham mit selskab. Og så er Kalle og jeg rykket retur i sengen, inden Villy stod op. Han blev så glad første dag han opdagede os derinde! Og så begyndte det faktisk at gå bedre. Kalle fandt også ud af at sove når Villy skulle puttes, så jeg kunne putte.

Og vi formåede at komme på små bitte ture, Villy og jeg. Og sågar også med Kalle!

4 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Føde-fredag - når det ikke blev den fødsel man havde håbet...