Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vores liv pt handler rigtig meget om vores børn. Lidt for meget måske. De fylder i hvert fald en del, både dag og nat.
De fylder faktisk så meget, så vi lige nu ikke rigtigt sover sammen, men delt, med hver sin umulige unge. Det er lidt træls, men det bliver forhåbentligt bedre. Snart. Og sådan er det, når man som vi har valgt at indrette vores liv efter børnene, i en stor del af tiden i hvert fald. Det drejer sig jo om nogle år, så begynder voksen-livet lidt igen.
At indrette sit liv efter børnene
Jeg kan huske jeg en gang skrev et indlæg om, hvordan jeg tænkt at vores barn bare skulle kunne sove alle vegne.
Faktum var, at det kunne han ikke.
Og jo, så kunne vi måske have øvet det, men eftersom at vi i forvejen ikke særlig tit var ude til middage og aftenarrangementer, så virkede det omsonst.
Nu, med to små, hvoraf den ene ikke sover lur, og dermed går i seng 18.30, og hvor den anden faktisk har passet sig ind, så der er ro i huset før klokken 19, så har vi det stadig sådan. Vi vil meget gerne ud, men på deres præmisser.
Det vil sige, at vi kører hjem, så de kan komme i seng til tiden. Og aller helst, vil vi helst være til arrangementer først på dagen, og tage de sene arrangementer derhjemme.
Det her med manglende lur, gør nemlig også at der ikke er ret meget overskud hos Villy eftermiddag og aften, og så er det altså bare rarest at være hjemme – for alle.
Det er ikke alle der kan forstå det, men sådan har vi altså valgt at gøre det.
Og ærligt talt, så passer det mig egentlig glimrende, at vi har ro kl 19 de fleste dage, også når vi har været ude.
Vores nætter er dårlige og dagene lange, så vi har brug for det break fra 19 til sengetid (og her snakker vi senest klokken 22…..), for ikke at koge helt ned.
Det er her vi kan sidde og nusse med hvert vores, se en film eller noget andre hyggelig. For ikke at forglemme, at hælde snolder i hovedet. Det må blive en anden gang, at jeg bliver fit…
Barn nummer to
Jeg skrev også et indlæg om at vente barn nummer to, og hvad der mon ventede ham. Hvor meget han nok bare måtte følge med som det tynde øl.
Og ret skal være ret, vi har aldrig glemt ham.
Vi har heller ikke været ved det.
Og jeg går meget op i, at nogle ting skal man bare have, også selvom man er nummer to.
Han fik fx også sit eget ‘kom hjem fra hospitalet’-tøj, min mave blev tegnet og alt sådan noget.
Og han har også fået fotoalbums, på samme måde som Villy. Men der bliver fx ikke taget nær lige så mange billeder. Jeg har lige opdateret deres albums, og forskellen er slående.
Et album, vs to albums OG barnets bog. Stakkels Kalle 😉
Jeg har i den forbindelse besluttet, at fra i år, kører vi årbøger. Det tror jeg giver mere mening på den lange bane – så kam jeg forhåbentligt lave dem henover året og printe til sidst.
Barnets bog
Kalle har heller ikke fået nogen barnets bog, for vi brugte næsten ikke Villys.
Men så manglede jeg pludselig et sted at skrev milepælene, for dem glemmer jeg. De er noteret alle mulige mærkelige steder. Som hans sidste vægt fx. Jeg kan ikke huske hvor jeg har skrevet den, og overvejer om jeg er nødt til at tjekke hans sundhedsside på nettet. Og nej, det er da ikke vigtigt, men det synes jeg det er alligevel.
Så det fik jeg lavet forleden. Det bliver bare en side, som jeg har lavet, og som kommer i hans mappe.
Og det kan godt få mig til at føle lidt, at man ikke slår til. Altså, jeg tænker Kalle er lige glad, det er bare mig der gerne vil at de får det samme.
Jeg tog mig selv i at prøve at regne ud, om, hvis jeg lavede om i hvor meget der overføres til deres børneopsparinger nu, hvor meget mere ville Villy så have, når han blev 18 end når Kalle blev 18. Det var for indviklet, og jeg kom frem til, at vi bare måtte ende med at se hvad Villy fik, og så sørge for at Kalle fik det samme.
Om ikke at række
Om morgenen har jeg det tit sådan.
At jeg ikke slår til. Når jeg skal have os alle tre ud af døren, Kalle er træt og Villy på magisk vis er ca 15 kg blød masse der ikke kan noget som helst selv. Ikke en gang høre.
Så ender Kalle med at blive seriøst ked af set, jeg vrisser og stresser og Villy bliver E N D N U langsommere.
Jeg er ved at blive sindssyg, og synes det er så synd for Kalle.
Han kan virkelig blive ked af det, især i øjeblikket, hvor han helst vil have en forælder i syne hele tiden.
At splitte sig i to
Og jeg kan bare ikke splitte mig i to. Fx når den ene skal have ren ble på, og Kalle bliver ladt tilbage, eller når Kalle skal puttes til første lur ukristeligt tidligt, og Villy så må lege selv inde.
Så står jeg ude foran gårddøren, med bagdør og gårddør åben, mens jeg vugger vognen og folk i lejlighederne omkring mig så småt står op.
Ind i mellem kommer Villy ned, og vil have min hjælp til noget, eller bare vil have sin mor. Så må han vente, og går ind i stuen igen.
Uh, der er koldt hernede.
Og det må man jo give ham ret i.
Har du det også ind i mellem som om du ikke rækker? Eller har lært, hvordan ens prioriteringer kan ændre sig og tingene ikke bliver som planlagt?
Mange hilsner Carina
Husk du altid kan følge med på Facebook og få besked om nye indlæg, og følge endnu mere med på Instagram hvor jeg jævnligt deler billeder – især nu hvor jeg er på barsel.
På Pinterest kan du finde mine kreative indslag – og så er jeg vist heller ikke på flere sociale medier….!
Skriv gerne en kommentar herunder, hvis du har noget der ligger dig på sinde, i forbindelse med mit indlæg, ris eller ros, eller svar på et spørgsmål. Eller noget helt syvende! Jeg elsker at se hvad I tænker om det jeg skriver!
Jeg kan nikke så genkendende til meget af det du skriver.
Særligt det med at skulle dele sig.
Jeg er tit alene med mine to små om morgenen. Vigga på 8 måneder og Bertram på 2,4 år. Og der er det tit at Vigga også bliver rigtig ked når jeg skal gøre mig selv klar eller hjælpe Bertram i tøjet. Det er så stressende at hun bliver ked af det! Man vil jo helst bare have den mindste ved sig hele tiden, men det kan man jo ikke når man også har den anden og skulle tage sig af.
Jeg har endnu ikke fundet nogle gyldne handlemuligheder. Men jeg prøver så vidt muligt at få dem eller mig selv klar inden deres far går med vores ældste. Det kan godt tage noget af stressen.
Ja, man bliver så mega stresset, og så går det bare endnu langsommere, den lille hyler endnu mere og den store bliver endnu mindre selvhjulpen. OND CIRKEL! Man må nok bare vente på at de kan bare en smule mere selv og behovsudsætte bare minimalt… “bare”