Herhjemme hos os, på Nørrebro, der bor vi fire individer.

Vi er to små mennesker, og to lidt større. Nogen vil nok kalde os “de voksne”, men ind i mellem er det lidt svært at føle sig sådan.

Men altså.

Først så har vi Kalle – det nyeste medlem

Kalle er fra juli 2018, så han er stadig ret ny. Vi har dog lært ham at kende særdeles godt, allerede, synes jeg.

Han minder rigtig meget om sin storebror, og så alligevel slet ikke. Det er lidt sjovt sådan at få lov at prøve det hele en gang til, og denne gang faktisk føle at man har styr på det. Altså, sådan nogenlunde i hvert fald.

Kalle er smilende og god af sig. Han er rimelig flematisk, det er man nok som lillebror. Han er sød og griner nemt, og er for det meste i godt humør.

Mere om ham senere!

Så er der Peter

Peter er årgang 1983 og uddannet maler. Han er meget politisk interesseret og har en stor passion for fodbold. Primært efterhånden at se det, og især at følge yndlingsholdet Vejle Boldklub som han jubler og græder med, alt efter om det går op eller ned. Det er vidst ikke et bevidst valg han har truffet, sådan er det bare, når man er VB-fan.

Peter og jeg mødte hinanden sommeren 2011, kort efter skybruddet, hvor hele hans liv nærmest svømmede væk. Deraf var vores første udflugt sammen også en tur i IKEA, og det gik så fint så fint, så grobunden var ligesom lagt – og efterfølgende har vi godt nok været derude mange gange.

Peter er et af de klogeste mennesker jeg kender. Han ved alt muligt jeg aldrig har vidst, han ved alt muligt om alle mulige mærkelige ting, og han er meget samfundsinteresseret og god til at forklare sig. Når der er noget jeg ikke forstår, og der er altså noget, når vi snakker politik og samfundsdebatter, så får jeg en forklaring af ham, og så forstår jeg det meget bedre.
Derudover er Peter god til at lave mad. Hvilket er en skøn kompetence at have, når man er gift med mig (synes jeg!), for jeg er virkelig ikke særlig god til det. Hvis jeg boede alene, ville jeg leve af rugbrødsmadder, fyldt pasta og æg og bacon…

Peter er min støtte og min klippe herhjemme, og har været så god til at holde hovedet koldt, i alt den her omvendelse det har været, at være i gennem graviditet-baby-lille barn-tiden. Når jeg har stresset, har han sørget for ro for os alle tre.

Så er der Villy

Det lille bitte menneske, der bare fylder aller mest hjemme hos os. Det er sjovt. Man får 3 kg baby, og hvis man skal nogen steder med ham, så er HELE bilen fyldt med skrammel. Bare til ham. Vi andre må overveje hvad vi skal have med..

Nå, men det er en anden sag. Villy, Vilde vidunderlige Villy. Villy er vores dreng, som kom til verden en aprilmorgen 2016. Det var som sådan planlagt at han skulle komme, og alligevel kom det selvfølgelig helt bag på os, at det var nu. Nu at vores liv blev lavet om, nu at vi skulle være rigtigt voksne og nu at der pludselig skulle bo en baby hos os.

Villy er den skønneste dreng der findes, hvis man spørger os – helt objektivt set, selvfølgelig. Han er glad, nysgerrig på verden, imødekommende, fræk og hurtig. Han har let til grin og kort til råb. Hans temperament er stort, og hans følelsesregister endnu større. Han er Vores Villy!

Og som rosinen i pølseenden, der finder man mig. Carina

Jeg er 28 år, snart 29 og uddannet pædagog. Jeg er også halvvejs bygningsingeniør, og den side kan jeg også stadig godt lide. Jeg er en pædagog med fokus på sprogudvikling hos børn, og med flair for det kreative, som jeg også håber at Villy vil være med til herhjemme når han bliver lidt større.

Jeg kan lide at hækle og strikke, og udtænke små opskrifter på hæklede ting. Dem vil du finder her på bloggen. Jeg kan lide at tegne og male, men får ikke gjort det så meget, som jeg gerne ville. Jeg kan lide at fotografere. At fotografere fine ting, dyr, Villy, børnene på mit arbejde – og især det med at fotografere børn, synes jeg er sjovt. At få nogle flotte billeder, med glade børn, uden at de er opstillede. Naturlige grin, fanget på linsen.

Jeg har et lille trykkeri, ZorollasVerden, som du også kan læse mere om herinde.

Derudover går jeg lidt inde i mit hoved og arbejder på en børnebog, men det er en anden historie, som forhåbentlig en dag får lov at se dagens lys.

Og da det næsten altid er mig der tager billederne, er det altså lidt svært at finde ordentlige billeder af mig – men her er jeg. En selfie, sammen med Villy, fra den gang vi stadig var på barsel og på vej ud for at handle.