Om mig

Herhjemme hos os, på Nørrebro, der bor vi fire individer.

Først er der vores kat, Alice

Alice er en helt almindelig – og så alligevel ikke – huskat, i den klassiske sort-hvide kombination. Hun har korte ben og en vældig tyk mave, men jeg ved godt at Alice er tyk, dyrlægen ved godt at Alice er tyk og Alice ved godt at Alice er tyk, så det er ikke noget vi gør så meget ved.

En gang var de to, Alice og Charlie, et søskendepar der lignede hinanden. Charlie var bare langbenet og tynd, hvor Alice er lille og tyk. Men Charlie stak af, for nogle år siden, og blev kørt ned, desværre.

Alice er en bestemt lille kat, der tydeligt fortæller, når der er noget hun er tilfreds – og i særdeleshed, når der er noget hun ikke er tilfreds med. Og der er meget! Madrationerne, deres størrelse og deres antal, blandt andet. Fx har Alice efterhånden fundet ud af, at hvis vi kommer sent hjem, så får hun god mad (aka dåsemad). Derfor forsøger Alice sig næsten altid hvis 1) en af os kommer sent hjem eller 2) hvis vi kommer hjem alt efter kl 16. Går den, så går den.

Alice har taget det rigtigt pænt, at Villy flyttede ind. De første uger holdt hun sig pænt væk, efter lige at have snuset til ham, og gloede opgivende på os, når han skreg. Efter lidt tid ignorerede hun hans tilstedeværelse, og nu er vi nået til, at hun faktisk har accepteret ham. Hun går ned til ham og stryger sig op af ham, og da vi forleden kom hjem fra Norge, virkede hun til at have savnet os alle tre.

Så er der Peter

Peter er årgang 1983 og uddannet maler. Han er meget politisk interesseret og har en stor passion for fodbold. Primært efterhånden at se det, og især at følge yndlingsholdet Vejle Boldklub som han jubler og græder med, alt efter om det går op eller ned. Det er vidst ikke et bevidst valg han har truffet, sådan er det bare, når man er VB-fan.

Peter og jeg mødte hinanden sommeren 2011, kort efter skybruddet, hvor hele hans liv nærmest svømmede væk. Deraf var vores første udflugt sammen også en tur i IKEA, og det gik så fint så fint, så grobunden var ligesom lagt – og efterfølgende har vi godt nok været derude mange gange.

Peter er et af de klogeste mennesker jeg kender. Han ved alt muligt jeg aldrig har vidst, han ved alt muligt om alle mulige mærkelige ting, og han er meget samfundsinteresseret og god til at forklare sig. Når der er noget jeg ikke forstår, og der er altså noget, når vi snakker politik og samfundsdebatter, så får jeg en forklaring af ham, og så forstår jeg det meget bedre.
Derudover er Peter god til at lave mad. Hvilket er en skøn kompetence at have, når man er gift med mig (synes jeg!), for jeg er virkelig ikke særlig god til det. Hvis jeg boede alene, ville jeg leve af rugbrødsmadder, fyldt pasta og æg og bacon…

Peter er min støtte og min klippe herhjemme, og har været så god til at holde hovedet koldt, i alt den her omvendelse det har været, at være i gennem graviditet-baby-lille barn-tiden. Når jeg har stresset, har han sørget for ro for os alle tre.

Så er der Villy

Det lille bitte menneske, der bare fylder aller mest hjemme hos os. Det er sjovt. Man får 3 kg baby, og hvis man skal nogen steder med ham, så er HELE bilen fyldt med skrammel. Bare til ham. Vi andre må overveje hvad vi skal have med..

Nå, men det er en anden sag. Villy, Vilde vidunderlige Villy. Villy er vores dreng, som kom til verden en aprilmorgen 2016. Det var som sådan planlagt at han skulle komme, og alligevel kom det selvfølgelig helt bag på os, at det var nu. Nu at vores liv blev lavet om, nu at vi skulle være rigtigt voksne og nu at der pludselig skulle bo en baby hos os.

Villy er den skønneste dreng der findes, hvis man spørger os – helt objektivt set, selvfølgelig. Han er glad, nysgerrig på verden, imødekommende, fræk og hurtig. Han har let til grin og kort til råb. Hans temperament er stort, og hans følelsesregister endnu større. Han er Vores Villy!

Og som rosinen i pølseenden, der finder man mig. Carina

Jeg er 28 år, snart 29 og uddannet pædagog. Jeg er også halvvejs bygningsingeniør, og den side kan jeg også stadig godt lide. Jeg er en pædagog med fokus på sprogudvikling hos børn, og med flair for det kreative, som jeg også håber at Villy vil være med til herhjemme når han bliver lidt større.

Jeg kan lide at hækle og strikke, og udtænke små opskrifter på hæklede ting. Dem vil du finder her på bloggen. Jeg kan lide at tegne og male, men får ikke gjort det så meget, som jeg gerne ville. Jeg kan lide at fotografere. At fotografere fine ting, dyr, Villy, børnene på mit arbejde – og især det med at fotografere børn, synes jeg er sjovt. At få nogle flotte billeder, med glade børn, uden at de er opstillede. Naturlige grin, fanget på linsen.

Jeg har et lille trykkeri, ZorollasVerden, som du også kan læse mere om herinde.

Derudover går jeg lidt inde i mit hoved og arbejder på en børnebog, men det er en anden historie, som forhåbentlig en dag får lov at se dagens lys.

Og da det næsten altid er mig der tager billederne, er det altså lidt svært at finde ordentlige billeder af mig – men her er jeg. En selfie, sammen med Villy, fra den gang vi stadig var på barsel og på vej ud for at handle.