Om at blive mor… 

Her til aften sad jeg og kiggede i mine noter på min telefon, og fandt noget jeg havde skrevet da Villy var 12 dage gammel. Det er ret fint, synes jeg, og vil derfor gerne dele det med jer.

Jeg kan godt huske at have haft den følelse, jeg beskriver, men kan (heldigvis) og se at jeg er kommet et godt stykke videre, i arbejdet med at blive Villys mor. Og at elske at være det!

April 2016

Om at blive mor og elske sin baby

Når man ligger der ved siden af sin 12 dage gamle klump, så kan man lade tankerne flyve. Hvis ellers ungen sover og man ikke selv kan.
Om den omvæltning det her har været!

Normalt har jeg en ret nem baby, er mit indtryk, han sover pænt om natten og egentlig også om dagen og når han er vågen er han glad og fuld af fis.
Når han så tager en dag hvor han er frygtelig, ja så er han billigt til salg! Man tager sig selv i at tænke ‘gad vide om andre også tænker sådan?’, ‘er jeg glad nok for ham?’ og ‘herre jemini hvor er han irriterende!’.

Som en trøst – ja alle andre har også haft det sådan, og ja det er helt normalt ikke at være blown away over den her lille nye skabning.

Jeg har hørt flere omtale at de føler, at fædrene er mere bløde omkring de her babyer, og mere forelskede i dem, bedsteforældrene ligeså, end man selv er, og så kan man så sætte første punkt på den liste der hedder ‘jeg er en dårlig mor’ (der kommer sikkert flere punkter til, i takt med at baby vokser til).

Men nej, man er ikke en dårlig mor og ja, det er da ikke mærkeligt hvis man føler sig kørt over af en lastbil. Hvis vi prøver at liste op, hvad det har betydet for mors liv, at få en baby:

Et hjerte der er vokset!
En ny, skræmmende og ukendt verden.

Kroppen blev mærkelig, det gjorde ondt alle mulige steder, og man var tung og træt og træls.

Baby gjorde ondt at få ud og ens krop er stadig påvirket længe efter, af alle de tæsk den fik, både i graviditeten og ved fødslen, hvadenten baby kom ud på den ene eller den anden måde.

Så kommer den dårlige søvn, de ømme bryster, hæmoriderne, strækmærkerne, maven der ikke ligner sig selv og – surprise – en baby der hænger på en 24 timer i døgnet, 7 dage om ugen.

Og i mens man så sidder et dybere og dybere hul i sofaen og ligner den havregrød man senere skal fodre babyen med, og faktisk er stolt hver gang man har været ude af døren med baby og et ukendt antal pakkenellikker, ja så suser alle andres liv fortsat fremad med 180 km i timen.

Man opdager den kedelige kendsgerning, at man sagtens kunne erstattes på arbejdet, ens sociale liv afhænger af hvordan baby har det lige nu og her og det er eddermugme noget af en omvæltning! Det er trist og det er ensomt og heldigvis får man jo en masse glæde fra den her lille fis, men det er altså ikke det samme. Det er som om at en baby ikke ret helt det samme at sparre med.

Men, selvfølgelig elsker man sin baby. Måske ved man det bare ikke endnu. Måske skal man have hjælp til at finde kærligheden frem. Og måske tager det lidt længere tid, end man havde troet. Men for de fleste kommer det heldigvis.
Det er jo ikke mærkeligt at man skal bruge lidt tid på at elske et andre menneske, sådan er det jo også med kærlighed blandt voksne – og den kræver jo ikke af dig, når den gror, på samme måde som din baby gør det.