I sidste uge drog vi jo en tur til Fyn, som jeg fortalte om her – vi havde fundet et b&b hos Kai i Svendborg, helt ned til vandet. Næsten.
Grunden til at vi endte hos Kai, var egentlig bare at jeg sad og søgte, for at finde et sommerhus nede på den egn, og det der kom frem, kostede enten en bondegård eller var sådan nogle kedelige rækkehuse i et feriecenter. Vi drømte om et lille sommerhus, helt for sig selv – og det var åbenbart ikke til at finde, sådan lige. Men så fandt vi Kai, og det virkede som en god løsning.
Og det var det også! Kai har en villa, 150 meter fra Svendborgsund, en lille smule udenfor Svendborg – jeg tror det tog ca. 20 minutter at gå ind til midtbyen med barnevognen. Man bliver udfordret på det punkt, det går op og ned!
Jeg tænker at komme med en anmeldelse af stedet vi boede, og de steder vi har spist og oplevet ting. Senere kommer Villy så med sit syn på sagen – jeg forestiller mig at det er nogle andre ting han vægter højest…
Overnatning
Vi overnattede som sagt hos Kai i Svendborg. Kai har en villa, hvor han selv bebor stueetagen og så har han gravet kælderen ud og istandsat den til b&b med et fint køkken og et soveværelse, begge med udgang til terrasse og have. Haven, terrassen foran den lejlighed man bor i, samt to yderligere terrasser oppe i niveau (hvor man kan se havet bedre) er til fri afbenyttelse. Det samme er grill og cykler.
I køkkenet er der vaskemaskine og opvasker, og alt hvad man skal bruge. Kai sørger ikke for morgenmad, men har indkøbt lidt juice, mælk og brød og æg, så man har til en start. Derudover er der krydderier, nødder og kerner. Der er også et fjernsyn og spiseplads, og det er her vi sad om aftenen, hvis det var for koldt til at sidde ude.
I mellemgangen var der to store lænestole, men da soveværelset manglede mørklægning, var det i gangen at Villy sov, så derfor sad vi ikke der om aftenen.
Soveværelset var rummeligt og også med tv, og badeværelset er også nyistandsat med brus.
Kai var på alle tidspunkter meget imødekommende, vi spiste sammen med ham et par gange og fik en masse at vide om Svendborg.
Tæt ved Kais hus, ligger Sct Jørgens Kirke, som er en fin lille kirke med en pæn kirkegård hvor en del af Mærsk-familien ligger begravet.
Udflugter vi tog på
To af dagene to vi på ture rundt i nærområdet. Den ene dag en en meget våd tur, den anden en tur i dejligt vejr – sådan er den danske sommer jo, på godt og ondt.
Tur på Tåsinge
Den første dag regnede det helt vildt, og vores planer var nødt til at blive ændret lidt. Vi ville have været ovre og gå rundt ved Valdemar slot, men så faldt Villy i søvn på vejen, og vi besluttede at køre en lille tur i stedet – til Rudkøbing på Langeland. Rudkøbing så ret død ud, måske fordi det regnede sådan, så vi kørte tilbage til Valdemar slot og tænkte vi ville flytte det sovende barn over i barnevognen. Det gik selvfølgelig ikke, så i stedet for at gå rundt og kigge på bygninger, spiste vi kage i te-pavillionen, dejlig kage!
Bagefter kørte vi til Tåsinge museum og så en fin udstilling om Elvira Madigang og Sixten Sparre. Museet er opdelt i flere små huse, med hver sin lille udstilling. Rigtig fint! Bagefter gik vi en tur i Bregninge bakker, hvor der var får, som man kunne komme helt tæt på. Vi var også inde i kirken og en tur på kirkegården (og på deres toilet, for Villy skulle have ren ble på – kirken har ikke særlig gode pusleforhold, skal jeg hilse og sige).
Vi var også forbi Landet kirke hvor Elvira Madigan og Sixten Sparre ligger begravet. Igen, i regnvejr, men altså – det drejer sig jo bare om påklædningen…. (ja-hat på!).
Tur i Svendborg
Torsdag kørte vi ind til Svendborg, hvor vi puttede Villy i barnevognen og gik først en lille tur på kirkegården, og siden ned mod havnen. Der var rigtig fint begge steder, og især den gamle bydel syd for togbanen er charmerende! På havnen fandt vi Skibsbroen (gå efter Brogade, den ender dernede) var der hyggeligt, med flere gamle skibe i mange størrelser.
Vi gik en tur i byen og spiste en klassisk frokost på Jensen bøfhus, man er vel familie – Villy hyggede sig i børnehjørnet og fandt en lille (noget skeptisk) legekammerat og vi andre slappede lidt af. Maden var ganske glimrende, og ret billig, og det kan man jo ikke klage over.
Tur til Svanninge bakker
Bagefter kørte vi tur mod Svanninge bakker, hvor vi gik en lille tur – det blæste helt vildt og Villy var sur, men hold op et flot landskab! Med et gladere barn, så havde det været skønt at gå lidt længere tid derude! Absolut ikke barnevogns-egnet dog!
På vejen hjem mod Svendborg, kom vi forbi Åstrup mølle som var noget af en oplevelse! Inde i selve møllen er der proppet med antik og galleri i flere etager. Alt muligt, porcelænsfigurer, vaser, gammelt legetøj. Der er også en lille cafe, der købte vi en is – den var dog ikke videre interessant. Men, så opdagede vi STOFbutikken! Og hold nu op! Den var proppet til randen med stof, stof, stof, garn, knapper og lidt mere stof. Det var helt vildt. Jeg brugte nogle penge, jeg egentlig ikke havde tænkt jeg skulle bruge – men så fine ting!
De havde også en bygning med loppemarkedsting.
Derudover havde de lidt legeting, en vippe og sådan, og græs man kunne løbe på, det var en fest, syntes den mindste af os.
Både fredag og lørdag var vejret så dejligt, at vi blev i haven og var på stranden. Villy tog det i stiv arm at komme i bølgen blå, ret imponerende, syntes jeg egentlig.
Spisesteder
Vi spiste frokost på Bregninge kro den ene dag, som var et fint sted. Super kitschet – de var ved at genopfriske hele indgangspartiet i en fin lyserød kulør.
Vi fik en rigtig god betjening, de var søde og imødekommende og meget servicemindede, og hentede hurtigt et glas vand til Villy, og et stykke brød, da hans mad kom og var lidt vel rigeligt varm at spise med det samme. Det er første gang jeg har set en børnemenu på musselmalet stel! Peter fik et stjerneskud der var godt, jeg en pariserbøf – den var glimrende, men nærmest rå i midten, på trods af at jeg havde sagt “medium, til den stegte side”.
Fredag spiste vi frokost på Jettes diner. Jeg fik en lakse-spinattærte, som var rigtig god. Peters burger var kedelig, syntes han, og Villys obligatoriske deller var heller ikke noget at skrive hjem om.
Ture vi ville have været på
Man kan komme op og gå på broen over til Tåsinge, det gad jeg godt. Måske ikke helt over, det skulle tage en halv times tid, men bare ud på midten og stå og se på udsigten. Den må være helt vild, i den højde!
Vi ville også gerne have taget en færge ud til en af øerne, men det blev ved tanken. Måske sådan noget også er sjovere, når Villy er lidt større.
Vi ville godt have været en tur på Forsorgsmuseet og på Langelandsfortet, men det blev ved tanken, ligesom vi ikke fik undersøgt Langeland mere – der skulle være lidt klint og nogle vilde heste på sydøen.
Vi kom heller ikke ind til Odense, men det må være en anden tur!
Glæd jer til Villys beretning, tænker den bliver…. øh… anderledes!
Det var en skøn tur!
Sikke et fint indlæg.
Jeg har seriøst genopdaget Fyn i gennem dig!
Tak! Ja det er virkelig en lille perle 🙂