At være pædagog og mor på samme tid #1

De kommende mandage, vil jeg komme med en lille indlægsserie, der omhandler overskriftens tema – nemlig det at være pædagog og mor (eller far) på samme tid.

Nogle pædagoger vælger, ligesom alle andre forældre, at få deres barn passet. Enten i dagpleje, af en privat børnepasser eller i vuggestuen, og dette valg har nogle begrundelser og konsekvenser.

Vores valg – vuggestuen

Vi har valgt at Villy skulle gå i vuggestue. Det har vi valgt af flere årsager:

• Det var ikke til at finde en dagplejer, der åbnede så det hang sammen med vores arbejdstider
• Jeg er ret sikker på, at jeg ikke ville egne mig til at være 100% hjemmegående over en længere periode
• Vores økonomi ville ikke kunne klare sig på en indtægt – eller jo, men så skulle vi ikke bo her, have vores bil, rejse osv

Når man sådan lister det op, så er svaret jo klart. Selvfølgelig skulle Villy i vuggestue. Men så igen, hvorfor har man fået et barn, for at få ham passet? Altså, til hverdag ser pædagogerne ham mere end vi gør? Det er da ikke optimalt, vel? Og svaret er nej. Selvfølgelig er det ikke det!

Jeg tror som udgangspunkt at de fleste børn har det godt i institutionerne. Selvfølgelig, ville de fleste have det bedre hjemme – sådan er det jo. Men når vores samfund, og specifikt vores hverdag, er skruet sammen sådan, at vi skal bruge nogle penge, ja så kræver det at vi går på arbejde og at Villy går i vuggestue.

Fra hjem til vuggestue

Overgangen fra hjem til vuggestue, gik ret smertefrit for Villy og for os, heldigvis. Ellers ved jeg ikke hvad jeg skulle have gjort. Du kan evt. læse om starten her.

Men ja, det gik smertefrit og nemt, og alle de gange Villy er kommet i vuggestue siden (pånær en enkelt gang), der er det gået med smil og vinken. Ej, enkelte gange har han været en smule utilfreds, men det er virkelig kun en enkelt gang, han er blevet ked af det.

Han er altid glad når man henter ham. Han vil selvfølgelig gerne med hjem, men han virker glad for at være der.

Hans dage er varierende, de kan hedde 6.30-14, 8.30-15.30 og alt der i mellem. Det rør mig ikke at han ind i mellem er den første derovre, heller det og så tidligt hjem, end senere – der er meget mere ro om morgenen. Så sidder de to voksne og hygger om Villy, indtil de næste dukker op.

At være pædagog og mor

Jeg ved ikke om det er nemmere eller sværere, at aflevere sit barn i pasning, når man er pædagog og lidt mere ved hvad barnet går ind til?

Man kan sige, hvis det er svært en morgen, så har man jo opskriften klar, den opskrift man giver de forældre der skal forlade grædende børn: Vi siger hej hej til mor, og så går mor og hun kommer igen i eftermiddag.

Det er desværre den måde at gøre det på, der for mig at se gør skiftet nemmest. Men for søren. Jeg græder næsten også, når jeg sidder med sådan et barn. Og hvor må det være frygteligt, især for sådan en halv stor unge på 3-4 år, at mor (eller far, for den sags skyld), bare går!

Det er så forkert, hvis man mærker efter inde i hjertet. At forlade sit grædende barn, i stedet for at styrte over og trøste ham. Trøste, knuge og love ham at man aldrig går igen. Men det kan man jo ikke love, for i morgen vil samme ting gentage sig – mor går, og mor kommer igen. Og i mens har barnet det sjovt og godt.

Jeg ved ikke om det føles mere mærkeligt, for mig, som pædagog, end for en mor på kontor. Jeg afleverer min egen unge, for at tage ud og passe nogle andre. Det giver da ingen mening? Men det gør det jo, så åbenbart, for mit arbejde er et arbejde, lige som alle andres arbejde. Forskellen er bare, at jeg ikke skriver på computer (særlig tit), kører politibil eller samler skrald. Jeg passer, udvikler, stimulerer andre folks børn, mens de ikke kan passe dem selv. Fordi de er på arbejde. Og sådan kører møllen.

Den evige dårlige samvittighed

Men selvom han er glad derovre, de er søde og dygtige, de voksne i vuggestuen, og vi kan se han lærer alt muligt. Jeg ved at der findes børn der har meget længere dage end Villy har, færre fridage og ferier.

Ja, så har jeg tit dårlig samvittighed alligevel. Jeg bruger meget tid på at tænke på, hvordan han kan få kortest mulige dage, eller have det skidt hvis han har fået en længere dag end han plejer.

Grunden til at vi som regel kan gøre hans dage derovre rimelig korte er, at vi arbejder lidt forskudt. P arbejder altid 7-15, og kan hente senest 15.30 (pånær når jeg har tidligt fri og henter ham ved 14 tiden). Jeg møder mellem 7 og 9, og afleverer ham derfor derimellem. Forleden havde jeg fået skubbet min tid lidt, så han endte med at blive afleveret allerede 6.30 og så hang vi begge i trafikken og han blev først hente kvart i fire. Øj jeg syntes det var en LANG dag for ham!

Og hvad så, når man overvejer at gøre det strengt ulovlige i mor-klubben, at holde fri UDEN BARNET! At man nænner det. Tænk en gang, at man overhovedet kan tænke tanken! Så hænger det jo slet slet ikke sammen med den dårlige samvittighed. Og hvad gør man så?

Fri uden barn – KAN man virkelig det?!

Fx har jeg i dag haft fri. Helt fri. Det kom sig af at vi skulle have været en forlænget weekend hos farfar i Jylland, men P var nødt til at tage på arbejde. Der øjnede jeg muligheden for at få klaret en masse praktisk, som det alligevel ikke er til at have Villy med til. Fx at købe julegaver, få støvsuget og hentet nogle pakker, og meget vigtigt, at få købt garn til en trøje.

Og ja, jeg kunne jo købe julegaver på et andet tidspunkt, men ret skal være ret. Hvis jeg skal det, uden ham, så skal jeg ramme en weekend-dag hvor P er hjemme, hvor jeg kan tage afsted alene. For det er virkelig ikke særlig nemt at købe julegaver med en Villy, skulle jeg hilse og sige! Og vi skal bare så mange ting, fra nu af og frem til jul. Og jeg vil hellere prioritere at vi er sammen som familie, når vi har fri.

Så ja, jeg gjorde det. Holdt fri, uden mit barn. Godt nok røg han først afsted halv sent, og han blev hentet tidligt, men han var afsted. Og jeg fik ordnet en masse ting!

Den optimale verden

I den helt optimale verden, i min optik, der arbejdede jeg måske kun 20 timer om ugen, og det samme gjorde P. Resten af tiden, arbejdede vi på forskellige kreative projekter. Det ville give Villy kortere dage i vuggestuen, eller færre dage måske. Alternativet var en bedstemor/-far der var gået på pension, der kunne have ham nogle af dagene.

Jeg tænker egentlig ikke at han slet ikke skulle i vuggestue, men have muligheden for at holde mere fri. Fast lang weekend, korte dage fx.

I den optimale verden, kunne vi skrue dagen sammen, præcis som vi ville.

Når han blev større, kunne man måske have ham hjemme, uden problemer, mens man selv arbejdede videre. Skrev på en bog, eller noget?

De kommende mandage, vil du her på bloggen, finde indlæg fra forældre, der samtidig er pædagoger. Pædagogforældre, som har taget forskellige valg på deres børns vegne. Indtil da, kan du læse om Janni her, som har valgt at passe sine børn hjemme.