Jeg har jo en stor drøm om på et tidspunkt at tegne en lille børnebog, der tager udgangspunkt i Villy og vores hverdag. En del af denne hverdag handler jo også om jul, og denne julekalender for børn, historien om Villy og Nielsen, er først skridt på vejen. Vejen til måske en dag at kunne kalde sig forfatter, det ville være stort.
1. december
Her er Villy. Villy er en dreng på lige lidt over 1,5 år. Når man er lige omkring 1,5 år, så er det ikke så vigtigt om man er lidt mere end 1,5 år, eller lidt mindre end 1,5 år. Man er ret ligeglad. Villy synes selv han har den mest perfekte alder, for de ting man skal kunne, lige nu og her. Ting man kan, når man er sådan ca. 1,5 år.
Men Villy er Villy. Villy er en dreng der bor på Nørrebro i København, sammen med det de voksne kalder “hans familie”. Han er ikke helt sikker på hvor mange der egentlig hører til “familien”, men han ved at det er nogen han godt kan lide.
Villy er omkring 85 cm høj og har lyst hår. Hans mor havde tænkt at han nok kom ud som en mørkhåret baby, men hun måtte tænke om igen.
Villy kan godt lide at spise, bade og tegne, og så er han ret glad for at hoppe og klatre. Han kan godt lide at gå i vuggestue, sammen med de andre frøer, og så elsker han at lege udenfor.
Mine tanker omkring historierne om Villy
Min tanke går lidt på, at de her bøger jeg gerne vil skrive, skal egne sig til vuggestue-børn. Derfor skal de ikke indeholde særlig meget tekst, men for at det ikke skal blive for kedeligt herinde, vil julekalenderen være lidt mere teksttung (set med vuggestue-barnets øjne). Du kan selv vælge, hvor meget af teksten du bruger, så den passer til dit barn.
Jeg håber nogen af jer måske får interesse for Villys historier, og hvis man er interesseret i tegningerne til udprintning, kan man godt få dem tilsendt. Bare send mig en mail.
Følg med igen i morgen, hvor Villy fortæller om familien.
Det er så hyggeligt! Glæder mig til også at læse bøgerne, når de kommer.
Du kan altså virkelig noget med ord Carina. Og du har jo altid været virkelig kreativ. Er sikker på at det ligger i kortene at du bliver forfatter.
Mvh Maria Bøg-skov.
Du har altid været så sød!