Så nåede vi den 7. låge i min lille julekalender om Villy og Nielsen. Måske har du læst med den første uge i kalenderen, hvor vi indtil videre har mødt Villy, hans Baar, Muar og katten Alice. Og nisserne Nielsen og Fru Nielsen. Det her er jo en julekalender for børn og barnlige sjæle, og du kan selv vælge hvor meget af teksten du tager med, alt efter hvor gammelt dit barn er.

7. december

Muar fortalte en dag Villy, at Fru Nielsen også var god til at passe på Alice. Fx sørgede Fru Nielsen for at Alice fik børstet pelsen tit, så hun ikke fældede helt så meget som hun ellers kunne gøre. Det forstår Villy ikke rigtigt, for han synes da tit at Baar brokker sig over at der ligger kattehår alle vegne. Men selvfølgelig, hvis det kunne være værre end det, så kunne det da godt gå hen og være helt galt. Det kan Villy trods alt godt se. Selvom han ikke er særlig stor.

Muar snakkede også om, at Fru Nielsen ind i mellem lånte garn fra hendes garnkurv, fordi hun strikker sokker til Nielsen, og halstørklæder til Alice. Halstørklæder? Hvad i al verden skal en kat bruge et halstørklæde til? Hun er jo stort set aldrig uden for døren. Selvfølgelig har hun altanen, men den bruger hun mest om sommeren, og der er et halstørklæde jo absolut ikke nødvendigt. I hvert fald ikke når man har så meget pels over det hele, som Alice har.

Det synes Villy er fjollet at tænke på – Alice, med et halstørklæde om halsen, strikket af alle Muars garnrester. Men som Muar så rigtigt siger, måske laver Fru Nielsen det mest, fordi hun synes det er hyggeligt at strikke, og ikke så meget fordi det er nødvendigt. Det kan Villy trods alt godt se lidt mening i. Han tegner også mest fordi det er hyggeligt, ikke så meget fordi det bliver særlig pænt. Synes han. Men Baar synes han er meget dygtig! Det er han vel også, i al beskedenhed. I hvert fald hvis man sammenligner med Baar, som ikke er voldsomt kreativt anlagt, som man siger med et fint ord. Har Villy hørt.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.