Nu er vi nået til den 4. mandag, i min lille indlægsserie, der omhandler overskriftens tema. Nemlig det at være pædagog og mor (eller far) på samme tid.
Nogle pædagoger vælger, ligesom alle andre forældre, at få deres barn passet. Enten i dagpleje, af en privat børnepasser eller i vuggestuen, og dette valg har nogle begrundelser og konsekvenser.
Præsentation af ugens forælder
I denne uge skal vi møde Stine som er hjemmegående mor. Stine går hjemme med Vilja på 2,5 år, og Merle på 3 mdr. Hendes mand arbejder i København og pendler dagligt til og fra arbejde.
De har besluttet at hun fortsat skal gå hjemme med børnene, i hvert fald indtil skolestart. Vel og mærke, hvis de alle fortsætter med at trives i det.
Udover at være mor, er Stine pædagog, uddannet i 2007. Hun har arbejdet i børnehave, vuggestue og opholdssted for unge mødre. Hun opsagde mit job i København da hun blev gravid med deres første barn, og så flyttede de på landet med tanken om at leve et mere simpelt liv med fokus på familie, bæredygtighed, økologi, natur og masser af kærlighed.
Her kommer Stines fortælling.
Hvilke tanker gør man sig?
Jeg har egentlig altid vidst jeg selv ville passe mine børn. Lang tid inden jeg fik dem. Jeg er selv blevet passet hjemme indtil skolestart, og jeg har altid nydt at være sammen med børn. Både som barn hvor jeg passede mine yngre søskende. Jeg synes det er et mirakel hver gang.
Det at kunne se de små forandringer der sker HVER ENESTE DAG ville jeg ikke undvære.
Fra det lille spædbarn der kommer med en ny lyd eller bevæger sin lillefinger på en ny måde. Til den store 2-årige der får et nyt ord over læberne eller gør en ny oplevelse i naturen. Det er fantastisk, samtidig med at det selvfølgelig også er svært, hårdt og til tider ensomt.
Jeg føler mig træt, udkørt, heldig, lykkelig og priviligeret på en gang.
Noget af det der er vigtigt for mig som hjemmegående er at planlægge og tilrettelægge min hverdag efter mine børns behov.
Vi har nærmest en plan hver dag, og jeg har en underlagt plan med det meste af det vi foretager os. Vi tager i legestue, bruger naturen omkring os, leger- alt vi gør er for at skabe den bedst mulige barndom, hjælpe til at styrke barnet i dets udvikling, og til at give dem nogle rammer hvor de kan mærke sig selv- og ikke mindst lære dem selv at kende.
Hvorfor har I besluttet at passe jeres børn selv derhjemme?
Jeg har aldrig været i tvivl om jeg kunne udfylde opgaven som ?hjemmegående? mor, bl.a. på grund af min viden omkring barnets udvikling, min interesse og mit tidligere arbejde med børn. Jeg føler at jeg har den erfaring og baggrund der skal til for at stimulere og guide et barn i dets udvikling. Derimod har jeg samtidig erfaret (som enhver anden person der har arbejdet med børn sikkert også har), at det er noget HELT andet at være pædagog for andres børn, end for ens egne. På godt og ondt. Her har man jo dybereliggende følelser med, hvilket ind imellem gør det rigtig svært. Men måske er dette netop samtidig den vigtigste grund til at jeg hjemmepasser- at mine børn altid bliver hørt, set og anerkendt for de unikke mennesker de er. Jeg kender dem allerbedst og har mulighed for at møde dem i deres udvikling- også i de mange svære situationer, på den måde som jeg mener er den rigtige.
Det er det rigtige for os
Dermed ikke sagt at det ville være bedst for alle forældre at gå hjemme med deres børn, det er bare det rigtige valg i vores familie. Hvis man ikke trives i at gå hjemme, er det bedre for alle at få passet sine børn af andre.
Jeg tror på at vi alle er født med et moderinstinkt/omsorgsgen og en intuition der gør at vi ved hvad der er bedst for vores børn, men at vi har fået sværere ved at mærke efter og fokusere på det vigtigste, bl.a. fordi vi lever i et samfund hvor der er masser af krav og forventninger til alt muligt andet der præger vores hverdag. Forventningen om at vi skal/bør pleje vores karriere, vores tilstedeværelse på sociale medier, vores relationer til kollegaer og venner, tætte som fjerne og samtidig bør holde os opdateret på politik og på hvad der rør sig i samfundet og i resten af verden for den sags skyld, ligger et kæmpe pres på manges skuldre og kan gøre det svært at prioritere det der er vigtigst højest.
Institutionsverdenen
Jeg ville ikke føle mig tryg ved at overlade mit barns hverdag i en andens hænder, da jeg er overbevist om, at det vigtigste for et lille barn er tilknytningen til dets forældre (eller andre primærpersoner), og at den verden der omringer dem bør være fyldt med ubetinget kærlighed, anerkendelse og sunde sociale relationer. Når de vigtigste grundsten er bygget, vil barnet være bedre rustet til at møde ?den virkelig verden? udenfor.
Jeg har aldrig selv kunne opfylde disse behov hos det enkelte barn da jeg arbejdede i daginstitution. Uanset hvor hurtigt jeg har løbet, har det ikke været muligt at være der nok for børnene. Det har jeg svært ved at forestille mig man kan i nogle former for pasningstilbud idag.
Hvornår er det svært?
Jeg synes til tider det er svært, når de fleste jeg møder på min vej kan undre sig over vores måde at leve på. Især da det jo for mig er det mest naturlige at hjemmepasse mine børn. Ofte får jeg spørgsmålet om jeg ikke savner mit arbejde. Eller om ikke mit store barn har brug for at komme ud blandt andre børn.
Og jeg synes det kan være svært gentagne gange at skulle forklare at vi mødes med mange børn, at vi arbejder med sociale spilleregler og at vi faktisk har hverdage fyldt med fantastiske stunder og meget sjældent keder os!
Jeg oplever at skulle gøre en ekstra indsats for at få et netværk med andre hjemmepassere. Måske er det mest udpræget på landet? Ind imellem kan jeg savne nogle sparringspartnere, der står i samme situation som mig selv. Men så er det bare ekstra fantastisk når det lykkedes at finde nogle der deler samme værdier som mig selv!
Jeg kan godt glemme mig selv i ?projekt hjemmegående mor?. Det er en af mine opgaver i fremtiden, at skabe plads til en løbetur i weekenden el. lignende. At få lidt mig-tid.
Masser af fordele
Jeg ser masser af fordele ved at passe mine børn hjemme, men der er jo altid to sider af medaljen. Nogle af udfordringerne, kan feks. blive at der skal arbejdes noget mere for at skabe et netværk. Der skal som regel køres lidt længere for legeaftaler også når børnene bliver større.
Det kan blive en stor omvæltning når børnene kommer ud i den ?virkelige? verden. Men jeg er samtidig overbevist om at mine børn til gengæld vil have en speciel styrke. De vil kende dem selv og deres grænser. De vil have en tro på dem selv og livet, og hvad vi ellers har givet dem med.
Nogle af de tanker jeg i øjeblikket gør mig er at større børn også har godt af at lære andre voksnes grænser at kende. De har godt af at lære at vi er forskellige, og det er en af de ting vi nyder godt af ved at bo i bofælleskab. På sigt kunne jeg godt tænke mig at lave nogle legeaftaler hvor jeg med ligesindede forældre leger med børnene på skift, i trygge rammer.
Hvornår er det godt?
Livet som hjemmegående er i mit tilfælde skønt langt de fleste dage. På de få svære dage, er der alligevel masser af positive oplevelser at tage fat i. Jeg føler mig så heldig at have denne mulighed, at kunne have så meget glæde af mine børn. At få lov til at være den hjælpende hånd i den første periode af deres liv.
Den tid går så hurtigt og kommer aldrig tilbage.
Jeg nyder de daglige gøremål med min store datter, ligeså meget som hun gør. Det at hjælpe hinanden, og lære sit barn at hun har en vigtig rolle i familien betyder meget for mig. Samtidig skal man ikke tage fejl af hvor meget vi som voksne kan lære af vores børn, de er født med at være gode til at være i nuet, med en unik evne til at fordybe sig, lege og ikke mindst være autentiske- hvilket jeg i hvert fald kan bruge i min udvikling og er taknemmelig for hver eneste dag.
Jeg ved ikke hvad fremtiden bringer, men lige nu er jeg dér i livet hvor jeg skal være. Jeg er sikker på at min mavefornemmelse nok skal vise hvilken vej jeg skal senere.
Vi har endnu ikke taget stilling til hvor længe jeg skal gå hjemme. Om vores børn skal hjemmeskoles, begynde i folkeskole eller friskole. Men jeg er overbevist om vi finder den helt rigtige vej, og at det nok skal blive rigtig godt.
Afrunding
Jeg synes det har været SÅ spændende, at høre Stines fortælling. Hun har i hvert fald givet mig noget at tænke over. Jeg selv fortæller jo i hvert fald her, at en af grundene til at Villy bliver passet er, at vi har en hverdag der har brug for den pasning.