Hvordan taler man med små børn om døden?

Ja, afledt af en ret så nylig hændelse her i vores lille familie, måtte vi stille os selv spørgsmålet: Hvordan taler man med små børn om døden?

Kan man overhovedet snakke med små børn om døden? Hvad siger man?

Hvorfor var det lige pludselig nødvendigt at tale om døden?

Vores kat, Alice, har siden efteråret døjet med lidt nyrerproblemer. Det er vist et ret normalt problem hos katte, så det er heldigvis rimelig nemt at hjælpe dem. Man kan købe foder hos dyrlægen (dyrt, selvfølgelig) der afhjælper problemet til en vis grad. I må ikke spørge mig om hvordan det fungerer, for det kan jeg ærligt talt ikke helt huske.

Men, summasumarum, Alice havde problemer med nyrerne og fik noget specielt mad.

Det fungerede rigtig godt. Indtil for en uges tid siden. Eller Alice trivedes ind til for en uges tid siden. Så begyndte hun at kaste op. Sådan lidt savl, ikke mad, men alligevel så vi undrede os. Hun var dog glad og frisk, spiste og drak og der kom også ting ud i den anden ende.
Indtil i torsdags, hvor hun pludselig ikke ville spise sit tørfoder. Så fik hun noget dåsemad torsdag aften, og det spiste hun og humøret var stadig fint.

Da vi kom hjem fredag eftermiddag, var hun dog ikke fin.

Hun havde ikke spist sin mad. Hun gemte sig. Pelsen strittede. Og hun lignede i det hele taget en der havde det rigtig skidt.

Og hvad gør man så?

Så skulle vi jo tage stilling til hvad vi så skulle gøre. Vi havde tilbage i efteråret aftalt at hun ikke skulle igennem alle mulige tests. Altså, gik det lidt i retning af at vi skulle sige farvel for denne gang til Alice.
Vores lille Alice kat.

Hvordan forklarer man en to årig at hans kat ikke kommer hjem igen?

Vi var lidt i tvivl om hvad vi skulle fortælle Villy. Især inden for det sidste halv år er bevidstheden om Alice vokset og vokset, og han var virkelig glad for hende. Og snakkede meget om hende ? og til hende. Hvis vi var ude og sagde at vi skulle hjem, svarede han ?Hjem til Alice?.

Det var næsten det der gjorde mest ondt, det var tanken om hvordan han skulle tage det.

Vi besluttede at vi ville fortælle ham det rigtige, at hun var død og at hun ikke kom igen.
Det forstår han højst sandsynligt ikke, men der var ikke noget andet der føltes rigtigt. Vi kombinerer det så med at forklare at det er ?slut med Alice, ?Alice er færdig?, for ?slut? og ?færdig? er to ord han godt forstår.

Nu går barnet selv og siger ?Alice er død?, og det må vi jo give ham ret i.

Det var vigtigt for os, at det blev det rigtige, der blev sagt. Vi kunne ikke bare sige at hun sov, eller var på arbejde, for det er to ord han også kender ? og han skal ikke forbinde dem med noget der gør at han ikke ser Alice igen. Det er fx noget jeg siger om P, ?far er på arbejde?, så skal Villy ikke tro at far ikke kommer igen.

Efter Alice

Vi har efterfølgende ryddet Alices ting ud og væk, givet hendes mad væk og Alice er nu et overstået kapitel.

Villy har været med i processen, set hendes ting blive vasket af og stille væk. Jeg tror måske det hjælper lidt i bearbejdelsen af, at kapitlet om Alice er slut nu.

Han har spurgt efter hende nogle gange, og vi har forklaret det så godt vi kan. Det virker som om han tænker over det ind i mellem, mest hvis der lige er noget der minder ham om hende.

Fx har han et billede hængende ved sit bord, en selfie af os alle fire ? mor, far, Villy og Alice. Det kom sig af, at han en dag sad og kiggede på billederne på væggen og pegede ?Bar, Muar, Billy ? hvor Alice??, og så måtte vi jo have et billede af Alice op. Han har fået det i en lille plastik ramme fra IKEA, sat op med elefantsnot. Så tager han det selv ned og kigget på det, viser det til dukkerne og snakker med det.

Vi er bevidste om at han ikke ved hvad ?død? er, men måske kan han i det små forbinde det med noget der er slut og forsvundet. Og det er jo også sådan vi andre må forstå det, selv for os er døden jo mærkelig og uforståelig.