Ja, torsdag ramte jeg uge 38 i graviditeten, og derfor må man jo også sige at det nærmer sig. Drastisk. Det er lidt vildt. På den ene måde er det gået vildt stærkt og på den anden måde, synes jeg at jeg har været gravid i en evighed. En del af graviditeten er gået med tanker om at vende baby, fordi han længe sad på numsen inde i maven, og jeg forestillede mig at han ville  kopiere sin storebror og vende forkert frem til fødslen.

vende baby

Men nej, lillebror vender rigtigt. Så der er håb forude!

Status nu og her

Status på graviditeten nu og her er:

  • Ca. 9 kg vægtøgning.
  • Meget lidt vand i kroppen – men dog kløende fødder. Det er VARMT at være gravid!
  • Få smerter tilbage – tror hele systemet er så løst efterhånden, at detkun lige hænger sammen.
  • Vi er klar med taske, barnevogn, lift og diverse. Jeg har sågar syet en sengerand, selvom jeg for lidt over 2 år siden, svor at det ville jeg ALDRIG gøre igen. Læs eventuelt hvorfor her.
  • Der er arrangeret pasning til Villy og styr på så meget man nu kan have styr på, i den forbindelse.
  • Min krop øver sig, forleden havde jeg kontinuerligt småveer i fire timer, med 9-10 minutters mellemrum. Midt i Danmark-Kroatien-kampen ved VM. Men det blev ikke til mere…
  • Vi har en storebror der snakker meget om den der lillebror der kommer.

Jordemodertjek, 37+5

Og ja. Så var jeg til ekstra jordemodertjek i onsdags.

Jeg var ellers sidst til jordemoder 19/6 og skulle igen på tirsdag, hvor hun ville scanne og sikre at han stadig vendte med hovedet ned af. Men som jeg sagde, “så er jeg så langt henne, var det ikke en ide at tjekke før”, og jeg fik så en ekstra tid hos hendes kollega i onsdags.

Lillebror vender stadig rigtigt, men står ikke fast. Og så vurderede hun både ham og maven lidt lille, i forhold til det min egen jordemoder havde vurderet for fjorten dage siden.
Som hun selv siger, de måler jo med hænderne, så der kan ske afvigelser. Men hun vurderede maven til at være 31 cm (det såkaldte symfyse-fundus-mål) og skønnede baby til at veje omkring 2700 gram – min egen jordemoder målte maven til 34 cm og baby til 2650 gram for fjorten dage siden. Hun kaldte en ekstra ind, der dog vurderede baby lidt større, men maven igen omkring 31 cm.
Så jeg fik en tid til at blive scannet på Riget.

Som de begge sagde, der er højst sandsynligt ikke noget at være bekymret for – det er kun for at gå med livrem og seler.

Vækstscanning på Rigshospitalet

Vi mødte ind i går, og blev mødt af en læge. Han var meget sød og imødekommende, og snakkesalig – ikke at forglemme!

Han scannede maven, tog mål på Lillebrors hoved, mave og lårben og forklarede mens han scannede. Han viste os også hjerte, hjerne og alt muligt andet han stødte på, og målte mængden af fostervand.

Summasumarum, en fin baby med en vægt på 2765 gram. 15% under gennemsnittet, men ikke noget at være bekymret for.

Så spurgte jeg om han kunne bede lillebror om at finde udgangen inden for den nærmeste fremtid – der mente han at barnet nok hørte mere efter forældrene. Det sagde vi så, at i hvert fald ikke var tilfældet med storebror….

Og så er vi så her. Nu venter vi bare på at han selv vil ud.

Fem tricks til at vende en baby

Som jeg lidt lagde op til i starten af indlægget, ville jeg komme med fem tricks til at vende en baby rundt.

I min sidste graviditet med Villy, opdagede man meget sent at han vendte forkert. Så det var så som så hvad jeg kunne stille op, før de prøvede at vende ham med magt udefra.
Denne gang har jeg været lidt bedre forberedt, og begyndte allerede omkring uge 32 at lave lidt småøvelser for at lede lillebror på rette vej.

Jeg har absolut ikke været særlig konsekvent, og jeg aner jo ikke om øvelserne har hjulpet, men jeg vil alligevel dele dem, da de måske kan hjælpe andre:

1 – stå på hovedet

Sådan næsten da, i hvert fald. Du skal ligge på knæ på sofakanten og så have armene på jorden. God bred stilling. Stå der omkring 30 sekunder, eller så længe du kan holde det ud, og kom så op igen. Gentag den eventuelt flere gange om dagen.

vende baby

Du kan se øvelsen udført af en jordemoder her.

2 – op med rumpetten

Igen, det handler om at vende lidt rundt på kroppen og få gjort bækkenet bredt.

Så, puder under numsen og lig der og hyg dig lidt. Det var også denne øvelse min jordemoder anbefalede mig.
Hav numsen så højt som du kan holde det ud. Nogen lægger et strygebræt fra sofaen og ned på gulvet og lægger sig på det. Det synes jeg var lidt vel meget hældning…

vende baby

3 – sid foroverbøjet

Gør plads i bækkenet til din baby. Sørg for at sid foroverbøjet med spredte ben, i stedet for godt lænet tilbage. Det var læreren på det yoga-hold jeg prøvede, der anbefalede dette. Fx vend din stol om.

vende baby

4 – rebozo

Rebozo i alle afskygninger, er både godt for at vende babyer og for smertelindring under fødslen.

Rebozo er mexikansk massage med et tørklæde. Tørklædet bruges til at vugge, strække og massere kroppen, og er dermed en rigtig blid måde at arbejde med kroppen på.

Vi prøvede nedenstående stilling af nogle gange, og jeg kunne klart mærke at der foregik noget inde i maven. Og så fik jeg dårlig mave….. Det er vist helt normalt, men ikke særlig rart, og gjorde at vi ikke gjorde det ret mange gange.

Du kan se flere rebozo-øvelser her, her og her – hvor det også handler om smertelindring under fødslen. Jeg har allerede smidt et tørklæde i tasken, så vi er klar…

vende baby med rebozo

5 – visualisering

Denne kom også fra min yoga-instruktør. Den er jeg lidt loren ved, og har ikke brugt selv, da jeg synes det lyder lidt for fantastisk. Men, det handler om at du hver aften inden sengetid, VISUALISERER at din baby vender sig rigtigt….

vende baby

Jeg håber du kunne bruge det til noget! Og glæder mig til at gå ind i sidste fase af graviditeten – selvfølgelig handler det også om at nyde det, da det med aller største sandsynlighed bliver sidste graviditet herhjemme. Men for sørensen, jeg vil også godt snart have den baby ud…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.