Et vedrop, en epiduralblokade og et kejsersnit. Velkommen til verden, Kalle.

Søndag 22/7 kom vores lille Kalle til verden. Det var en langsom proces, og man kan ingenlunde sige at han kom flyvende ud. Tværtimod. En proces der involverede et vedrop, en epiduralblokade og et kejsersnit.

En slimprop, solbadning og bagels

Lørdag 21/7 gik slimproppen om morgenen. Eller, den begyndte at gå ? den kan jo gå over lang tid og gendanne sig selv, havde jeg læst, men jeg håbede sådan at det var et tegn på at NU skete der snart noget. Termin var overskredet med to dage, og fordi Villy blev født ti dage før termin, så var jeg ret skuffet over at denne graviditet bare trak ud i det uendelige, i denne hede.

Vi tog et smut i Tante Elses kolonihave. Det var sindssygt varmt og vi øjnede chancen for at kunne være ude med badebassin og hygge lidt.
Luften stod næsten stille derude, der var ikke noget skygge og solen bagte. Villy hyggede sig, det gjorde vi andre også, men vi var der kun et par timer, før vi vendte snuden mod Nørrebro igen.

Jeg havde brug for at komme hjem og ligge lidt.

Vel hjemme igen, begyndte jeg så småt at opleve lidt veer. Far var opmærksom; ?er der noget i gang??, og hvor skulle jeg vide det fra? Sidst snød de jo mig, snydeveerne der for små tre uger siden.
Det var egentlig en ret sær fornemmelse, at JEG var den eneste der kunne (måske) vide om der var noget under opsejling. Hvorfor kunne vi ikke være flere om ansvaret?!

Vi orkede ikke madlavning i den hede, så far hentede bagels til os, og vi spise aftensmad som vi plejede, dog med disse veer hvert 10. minut ca.

Måske er det nu?

Da det nærmede sig Villys sengetid, besluttede vi at ringe til mormor, for lige at fortælle at der måske var noget undervejs, og hun valgte at komme ind og sove.

Senere på aftenen spiste jeg lidt yoghurt og begyndte at holde lidt tid på veerne. De blev ikke kraftigere eller længere, men svingede lidt i intervallerne.

Både min mor og P var super opmærksomme hele tiden, på om der skete mere. Som jeg skrev til min veninde:

Jeg rørte min næse, og de kigger begge to op og siger ?hva?!?

Ved 22-tiden ringede jeg til fødegangen, for at høre ad. Også fordi baby var meget stille inde i maven. Jeg fik besked på at drikke isvand og ringe tilbage efter en halv times tid med ny status.

Der kom liv i baby, lidt, men liv, og veerne ændrede sig ikke. Jordemoderen på fødegangen ville høre fra mig når der var kortere mellem veerne. Jeg sagde at jeg var bekymret for at det pludselig kunne gå stærkt, fordi jeg nåede 4 cm udvidelse den gang med Villy, på relativt dårlige veer over kort tid. Det bekræftede hun bare, at det kunne det også.

Vi besluttede at gå i seng og faldt hurtigt i søvn.

En, to, tre veer i rap

Omkring 01.15 vågnede jeg af veer igen, nærmest 3 eller 4 styks lige i rap. Jeg listede ud i køkkenet, hele hytten sov, og så stod jeg ellers derude og vuggede lidt de næste par timer.

Halv tre ca. gik vandet så. Jeg skyndte mig på toilettet, tog bind på, og det løb bare lige så stille. Og var grønt. Grønt fostervand tyder på at baby er lidt stresset i maven (grønt vand = afføring i vandet, afføring = baby med stress), så jeg ringede igen til fødegangen og de ville have mig ind.

Så vækkede jeg far og mormor, vi pakkede os sammen og kørte derind.

Vi var på fødemodtagelsen halv fire, eller sådan noget. Der blev jeg vist ind på en briks og undersøgt. Og var fucking 1 cm åben. Jeg havde seriøst regnet med lidt mere fremgang, når nu det jo sådan set havde været i gang siden kl. 16? Men nej. Jordemoderen, Lotte, pressede lidt på, og fik mig sneget op på 2 cm (AV!), for at sætte en elektrode på babys hoved. På grund af fostervandets farve og mit ar, skulle der holdes lidt ekstra øje med os.
Klokken 04.05 blev vi vist over på en fødestue. Og så var vi så der.

Okay, det her bliver ikke fra min mest charmerende side…

Klokken 05.12. Jeg fik lagt et lavament, med besked om at holde det inde i 10 minutter. Som om det var en mulighed, med de veer, så jeg strøg ud på toilettet med 180 i timen lidt før tid. Sådan måtte det være. Pænt charmerende type, man er lige der. Med ble, nettrusser og skidetrang. Og ja jeg ramte også gulvet. Lidt.

Veerne kom stadig med pænt mellemrum, og da hun undersøgte mig igen ved 6 tiden var der ikke rigtig sket noget på udvidelses-fronten. Jeg var så skuffet! I journalen kan jeg læse mig til at der er ?dårlig kontakt?, som jeg siden har fået at vide betyder, at barnet står skævt i bækkenet.

Efter anden undersøgelse, foreslog jordemoderen at lægge et ve-drop, for at få sat lidt fut i sagerne. Det takkede vi ja til, trods alt, selvom jeg allerede da syntes projektet var uoverskueligt. Det gjorde ondt og der skete ikke en fløjtende fis. Hvor fair var det lige?
Og så blev jeg ked af det over at det ikke bare kørte derudaf selv. Jeg følte mig så dårlig til det her føde-noget.

Da der var jordemoder-skift kl. 7 kom Sofie ind. Hun startede med at guide mig igennem veerne, så det jeg gjorde gav mest mening i forhold til at arbejde med dem. Det havde den første jordemoder ikke gjort, så allerede der, var jeg glad for hende.

Ja ja, det griner vi om en dag. Om nogle år…

Under en ve, som jeg alle tog imod stående med armene på ryglænet af sengen, var bremsen blevet slået fra. Så da jeg pressede imod, kørte sengen. Far grinede og måtte slå bremsen til igen, og jeg havde trods alt overskud nok til at kunne se det sjove i det.

Veerne kom hyppigere nu, nogen af dem bed hinanden i hælene, og da Sofie undersøgte mig ved 8 tiden, var der ? surprise ? ikke sket en skid, sådan ca.

Jordemoderen spurgte ind til smertelindring, og jeg sagde at jeg gerne ville prøve at holde det på bistik (sådan nogle små saltvandsindsprøjtninger, som man lægger under huden og dermed snyder kroppen med, de svider!) og akupunktur. Jeg havde allerede en varmepude på, og far stod og strøg mig over ryggen ved hver ve.

Vi snakkede lidt videre, og hun foreslog mig en epiduralblokade. Som hun sagde ?det virker ikke til at det er overstået lige om lidt, så måske var det godt at få lov at slappe lidt af?.
Igen syntes jeg det hele var uoverskueligt og dumt, og takkede ja til blokaden. Selvom jeg absolut ikke havde lyst til det.

En epiduralblokade – snyder man så?

Jeg følte faktisk lidt at jeg snød. Når man læser rundt omkring, ønsker stort set alle også at undgå epiduralblokade. Det er nærmest et fy-ord. Og det ville da være fantastisk at være sådan en urkvinde der bare smuttede børn ud, høj på kærlighed og endorfiner. Mens man nynnede fredfyldt. Men det blev altså uden mig som Ofelia, og epiduralblokaden blev rekvireret.

Meget kort tid efter kom anæstesi-lægen ind, klar til at lægge blokade, og far forlod lokalet. Jordemoderen beskrev at han var blevet ret hvid i hovedet?

Jeg var så nervøs for den blokade. Man skulle sidde stille, og bukket sig fremover. Ja goddag, jeg har ligesom en badebold monteret på maven!

Klokken 8.23. Men det gik overraskende fint, og jordemoderen holdt mig i hånden ? og jeg holdt fast i hendes tøj, da jeg blev bedøvet. Lægen var sød og fortalte når der skete noget nyt, og forklarede hvornår jeg ville kunne mærke et stik i lysken fx, som om han vidste præcis hvad der skete hvornår. Det gjorde han såmænd nok også. Han havde jo ganske givet gjort det mange, mange gange før.

Da blokaden var lagt, kom der lidt ro på. Som far så fint sagde ?du begyndte hurtigt at snakke igen??, og ja. Det var seriøst en befrielse at ligge der og ikke at kunne mærke noget, men samtidig se på skærmen, at kroppen arbejdede derudaf.

Jeg er all in for at brande epiduralblokaden som noget godt! Jeg ser det hermed som mit mål, at brande epiduralblokaden lidt mere. Hvorfor er det egentlig at kvinder skal føde i smerte? Det skal jeg sige jer, jeg har nemlig lige læst lidt i ?De mindstes bibel?, som Villy er meget betaget af for tiden. Det er fordi Eva tog en bid af æblet. Bum. Det er Evas skyld alt sammen. Og når nu vi så er så civiliserede, at vi (altså nogen læge-typer) har opfundet noget, så vi kan omgås dette. Så er det da bare at tage imod, tænker jeg. Så ja. Fy, Eva. Og hej blokade!

Fint skal det være, vi skal på konference!

Omkring klokken 9 bliver ?vi? taget med på lægekonference, da babys hjertelyd dykker ved hver ve. Ve-droppet stoppes for en tid.

Ved 10-tiden har lægen undersøgt mig, og de opstarter ve-droppet igen lige så stille.

Klokken 10.10 er jeg på toilettet, benene snurrer lidt, men jeg kan godt gå. Far hjælper dog til, med at få mig sikkert frem og tilbage.

Jeg er på dette tidspunkt tilkoblet omkring 7 forskellige slanger, det er helt vildt. Mobiliteten er minimal og jeg kan kun lige komme ind og ud af sengen, for jeg sidder fast til en masse ting.

Klokken 11.10 er lægen forbi igen og ve-droppet stoppes. Fremgangen er for dårlig og hjertelyden dykker fortsat. Som han siger, det er for tidligt i forløbet med en stresset baby.

Klokken 11.15 bliver der ordineret kejsersnit, grad 3, og jeg får en afslappende sprøjte i låret, som skal stoppe veerne. Hjertelyden bliver god med det samme.

Kirurgen er forbi og kigge på mit gamle ar og snakke lidt med os om, hvad det er der skal se.
Han var, som også lægen, meget sød og informativ. Det er vigtigt for mig, åbenbart, at sige at jeg ikke synes mit nuværende ar var særlig pænt. De siger at de skal gøre deres bedste, men at der også er forskel på hvor godt man heler op.

Far får operationstøj på og jeg får pillet diverse slanger fra.

Ny lokation – samme operationsstue, som Villy kom ud på

Klokken 11.55 kører vi over på operationsstuen.

De putter mere medicin ind gennem slangen i ryggen, så jeg lige så stille bliver mere og mere lam i betrækket. Igen er jeg super bange for at det ikke dækker nok, det var jeg også med Villy.

Jeg kan efterfølgende se to meget blå mærker, neden under arret, som vi forestiller os er der hvor de har nevet mig. Nevet for at se om jeg kunne mærke det. De har nevet til!

Jeg oplever at selve kejsersnittet varede længe og føltes voldsommere end sidst. Men de skulle også gennem meget arvæv, og brugte især lang tid på at sy mig sammen igen. Jeg var flere gange bange for at komme til at kunne mærke noget jeg ikke skulle. Men det gjorde jeg heldigvis ikke.

Proceduren var som sidst, og alle på operationsstuen var meget søde.

Jeg rystede voldsomt, mens jeg lå der. Og så var jeg så tørstig. Og helt overbevist om, at det her bliver det sidste barn. Jeg skal ikke det her igennem igen.

Klokken er nu 12.23 og Kalle er landet!

Selve kejsersnittet tog 54 minutter, og Kalle kommer til verdenen 12.23.

Jeg får lov at se op over klædet, da han er kommet ud, og får ham op på brystet med det samme. Det første jeg ser er, hvor meget han lignede Villy.  Og så hyler vi ellers.

Og Kalle kunne, modsat Villy, godt passe sin hue! Han havde den dog ikke på så længe, fordi han var så snasket, så den blev våd.

Efter lidt tid med Kalle på brystet, fik far ham over. Jeg havde fået lidt vand, og jeg havde pludselig kvalme. Og jeg forestillede mig at det var svært at kaste op, liggende sådan. Det blev dog ved tanken.

Far gik rundt med ham, pakket ind i dynen, og var også på den anden side af klædet og kigge. Og udbrød ?ja, altså, når man ikke kan se hovedet, kan det jo lige så godt være en slagtegris?.?, hvortil lægen tørt sagde ?ham har du da været heldig med, hva!?.

Da jeg var lappet sammen, kørte vi på opvågningen. Det var det.
Et vedrop, en epiduralblokade og et kejsersnit. Velkommen til verden, Kalle.