En smule julekreativitet blev det til, herhjemme, på trods af meget vågen baby og knap så krea-interesseret ung mand som jeg kunne ønske.
Jeg gad godt at weekenderne blev tilbragt med maling og perler og fjer og hvad har vi, ved spisebordet, med te og radio. Villy er ikke altid enig, men lidt er det da blevet til.
Selvhærdende ler – guds gave til forældrene
Jeg ved egentlig ikke om jeg selv opdagede det, men i hvert fald gjorde hende bag Skidt&kanel mig opmærksom på det igen. Selvhærdende ler er seriøst et vidunderprodukt!
Det fås i forskellige kvaliteter, og umiddelbart er jeg mest til Tigers udgave. Panduros er for tør og Søstrene Grenes lidt mærkelig i det.
Men Kirstine Kirk her, som hun hedder, bruger det til alt muligt. Og jeg blev lige mega inspireret af hende.
Hun er som jeg pædagog, og så er hun kreativ på et plan hvor vi andre dødelige slet ikke kan følge med. Som i overhovedet ikke. Prøv fx at se med på hendes Instagram.
Nå, men vi har lavet nogle julegaver i selvhærdende ler, som jeg viser frem en anden dag, og så de her juledimser:
Du kan finde en billedguide på hendes facebook-side, 7. november 2018, som jeg har linket til længere oppe.
Derudover lavede Villy gavemærker, og det syntes han faktisk var ret sjovt!
Jeg rullede leret ud, relativt tyndt, og han stak dem ud med kage-udstikkere og satte knapper i. Man ville på samme vis kunne bruge perler, men vi brugte knapper – for jeg har simpelthen arvet SÅ mange knapper fra min mormor. Nogle af de tunge knapper faldt desværre af, da leret tørrede, men de fleste blev siddende på.
Jeg tilføjede noget garn som jeg har haft med hjem fra Mexico for hundredesytten år siden. Og så skrev jeg bag på dem med en tusch. Fikst og færdigt. Og fint!
Tryk og julekort – better late than never…
Og det blev så til “never”, for jeg fik aldrig lavet julekortene færdige og endnu mindre sendt dem. Pisos altså! Nå, men det er vel tanken der tæller?
Det er egentlig såre simpelt:
Du skal bruge:
- Noget at lave tryk med – fx gulerødder der er skåret over på midten
- Akrylmaling
- En sølv- eller guldtusch, samt en sort tusch
- Hvidt karton til trykkene, og så noget andet til at lime trykkene på
- Saks og lim
Sådan gør du:
Udstyr barnet med forklæde og bordet med voksdug, hvis du har dine ting kær.
Derefter putter du maling på forskellige tallerkner, og bruger så gulerødderne til at trykke med.
Lav eventuelt kortene små, fx lidt under A6 som jeg har lavet. Så kan de senere limes på noget større karton senere.
Lad det tørre, og tegn så toppen og snore på.
Lim det over på et større, farvet stykke karton og skriv “JUL” eller noget andet fancy.
Fine og enkle, synes jeg! Hvad synes du? Og sender du julekort ud?
Du kan finde mere krea med ungerne lige her!
Mange hilsner Carina
Husk du altid kan følge med på Facebook og få besked om nye indlæg, og følge endnu mere med på Instagram hvor jeg jævnligt deler billeder – især nu hvor jeg er på barsel.
På Pinterest kan du finde mine kreative indslag – og så er jeg vist heller ikke på flere sociale medier….!
Skriv gerne en kommentar herunder, hvis du har noget der ligger dig på sinde, i forbindelse med mit indlæg, ris eller ros, eller svar på et spørgsmål. Eller noget helt syvende! Jeg elsker at se hvad I tænker om det jeg skriver!