Den gang jeg var gravid med Villy, det vil sige henover vinteren 2015/2016 lavede jeg en hæklet mumi-uro til at hænge over puslepladsen. Jeg skrev også, da jeg udgav blogindlægget om den (verdens korteste) at jeg nok skulle få lavet en opskrift.. .. og her er vi så nu. Snart tre år efter. Ja ja…
Det her indlæg har jeg egentlig taget tilløb til at skrive længe. Det har stået på min to-do-list et godt stykke tid, og da der så tikkede en besked ind på min blogs facebookside, tænkte jeg, at nu måtte det være.
Jeg har efterhånden flere gange skrevet om at flytte ud af byen. Hvad ville man få – hvad ville man miste. Ville vi savne det? Ville vi nyde det? Det bruger jeg meget tid på at tænke over. Eller, jeg gør ikke så meget mere, for vi har taget en beslutning.
Ja, ind i mellem bliver man lidt småskør når man sådan går alene på barsel, derhjemme med en baby. Ja ja, bevares jeg er jo ikke alene, og Kalle er da begyndt at snakke et eller andet form for sprog. Men altså, skide konverserende er han jo ikke. Så, jeg taler selvfølgelig for ham. Også…
Jeg er normalt ikke en særlig alternativ person. Faktisk er jeg ret meget til fals for det helt traditionelle. Alligevel, har jeg, efter jeg er blevet mor, taget mig selv i at google flere alternative behandlingsformer – fx at finde en osteopat til baby, om ravhalskæder virker ved tandfrembrud og andre gode sager.
Min karriere som mor til babysvømning, tæller efterhånden et par år, så derfor føler jeg mig også rimelig ovenpå, når jeg står der i omklædningen med en våd baby og en.. eh.. lad mig bare sige, ikke helt opdateret krop (min egen).
| Reklame | For efterhånden lang tid siden, lavede jeg hæklede rasleæg til Villy. Små raslende spøgelser med spøjse øjne.
Hvis du liker Sættekassen på facebook, bliver jeg glad! OG, som bonus, får du altid besked om nye indlæg. Win-win!