Kære mormor, kære farmor, kære Else.
En hyldest til nogle af kvinderne i mit liv.
Jeg ved ikke hvor I er nu, I kvinder fra mit liv der ikke er her mere.
Jeg havde troet, eller egentlig var jeg forvisset om, at jeg endda skulle tilføre endnu en ung kvinde til vores slægt. Sådan måtte det jo være – mor, datter, datterbarn, og så endnu en. Men nej, ikke her. Jeg laver drenge. De er nu også helt fine, mine – vores – to drenge.
Kære mormor, kære farmor, kære Else
Jeg tænker jævnlig at jeg er lidt ærgerlig over at I ikke nåede at være med til denne del af mit liv.
Ofte tænker jeg over hvad I mon havde mente om mig, mit liv, mit valg af mand, mine børn.
Jeg håber I havde elsket dem, dem alle tre.
Jeg håber I havde været stolte af, hvordan vi klarer den.
Hvordan jeg er som mor for mine små.
Jeg er sikker på at de havde elsket jer!
Elsket at blive forkælet af jer. Og jeg er sikker på at I ville have elsket at forkæle dem.
I ville have rystet på hovedet af Villys finurlige påfund.
Grinet af hans sprogblomster.
Nydt at se ham lege.
Været stolt af ham. Lille skid.
Og været glade, da Kalle kom dumpende oveni hatten.
Grinet med ham, hans små tandløse grin og råbt højt når han hev jer i håret, eller tog brillerne.
Møgunge.
Jeg håber I havde kunne lide P.
Min mand, min ven, min kæreste, faren til mine drenge.
Jeg er faktisk sikker på at I ville kunne lide ham.
Kunne diskutere, snakke og hygge.
Gøre ham selskab over en pibe tobak.
Når det er slut med bedsteforældre…
Vi har ikke nogen bedsteforældre tilbage, P og jeg. Desværre. Vores børn har, men ikke vi. Derfor har de heller ikke nogle oldeforældre.
Det sker der jo som sådan ikke noget ved – sådan er det jo bare. Men ind i mellem gad jeg godt at have nogle af de der gamle nisser i familien. Det er guld værd.
Jeg synes mine bedstemødre har betyder så meget for mig – og det kommer Villy og Kalles bedsteforældre jo også til at betyde for dem – jeg havde heller ikke nogen oldeforældre da jeg voksede op.
Men, det er lidt sjovt. Jeg synes min mormor har haft stor indflydelse, på trods af at hun døde da jeg var syv. Hvordan kan man have indflydelse i så mange år efter?
Min tante Else døde da jeg lige var blevet færdig med gymnasiet og havde sabbatår, og min farmor døde i 2011. Det var en hård en, især den sidste, synes jeg. Altså, det var alle tre dødsfald jo, ingen tvivl om det. Men der er nok forskel på at miste som barn og næsten voksen og voksen? Det tænker jeg i hvert fald..
Min farmor lærte mig jo at kende som rigtig voksen. Eller, næsten rigtig i hvert fald. Hun hørte om P, men nåede ikke at besøge ham. Nøj jeg har drukket meget te og spist meget kage og sladret meget derude hos hende.
Har I bedsteforældre? Og older?
Mange hilsner Carina
Husk du altid kan følge med på Facebook og få besked om nye indlæg, og følge endnu mere med på Instagram hvor jeg jævnligt deler billeder – især nu hvor jeg er på barsel.
På Pinterest kan du finde mine kreative indslag – og så er jeg vist heller ikke på flere sociale medier….!
Skriv gerne en kommentar herunder, hvis du har noget der ligger dig på sinde, i forbindelse med mit indlæg, ris eller ros, eller svar på et spørgsmål. Eller noget helt syvende! Jeg elsker at se hvad I tænker om det jeg skriver!