Herhjemme er det ikke nogen hemmelighed at Kalle ikke er voldsomt interesseret i mad. Altså, andet end mors mælkemad. Ikke en gang de der små tykke pandekager, som mange ynder at lave, har han syntes om. Indtil jeg prøvede at blande æble i, det var et hit! Så det vil jeg selvfølgelig dele med dig, nemlig en opskrift på baby-pandekager med æble.
Mums!
Du skal bruge æbler i denne opskrift, men kan sikkert også skifte ud med pære, eller andet du ligesom kan koge en mos på.
Baby-pandekager med æble – det skal du bruge:
- 1 dl havregyn
- 1 æg
- 2 dl vand
- 1 æble
- 1/2 teske kanel
Æblet gør, at pandekagerne, også efter bagning, fremstår lidt våde og smattede indeni, og det er åbenbart det Kalle godt kan lide. Jeg synes også, de andre vi har prøvet, har haft tendens til at blive lidt vel tørre i det.
Vær lige opmærksom på anbefalingerne omkring brugen af kanel til de helt små – jeg bruger øgte kanel og ikke dagligt. Du kan læse mere her.
Baby-pandekager med æble – sådan gør du:
Først skal du have kogt dit æble mørt.
Sæt det over i en lille gryde, skåret ud i lidt mindre stykker (uden kernehus!), sammen med de 2 dl vand. Du styrer selv om du vil beholde skrællen på – jeg piller nærmest aldrig skræl af noget, hverken æbler eller kartofler.
Når æblet er kogt mørt, smider du de resterende ingredienser i gryden, lad evt. æblet køle lidt først.
Dernæst giver du en ordentlig omgang med stavblenderen, til dejen er helt glat og fin.
Lad lige dejen sætte sig en halv times tid, inden du steger (bager?) dine pandekager. I smør!
Portionen giver en 10-14 stykker, alt efter størrelsen.
De gled ned med forbavsende stor velbehag herhjemme!
Er du mest til æbler eller til pærer?
Mange hilsner Carina
Husk jeg bliver altid glad for kommentarer herinde, og svarer altid!
Du altid kan følge med på Facebook og få besked om nye indlæg.
De smager skønt med æbler 😜 Men jeg ku osse godt tænke mig at smage dem med pærer 😜
Ja det kunne du vel 😀
Ej det vil jeg huske når jeg når til mad stadiet. Lyder lækkert
Gør endelig det! Og meld gerne tilbage 😀