Hvordan er man mor i vuggestuen?

Når man er forælder og afleverer sit lillebarn i vuggestuen hver dag, så tænker man ind i mellem over hvordan tingene fungerer.  Hvorfor gør man det? Hvordan gør man det? Hvordan er man mor i vuggestuen?

At vakle mellem at være engageret og vildt irriterende

Hvordan er man mor i vuggestuen? Hvordan finder man balancen mellem at være den engagerede mor, som alt pædagogisk personale elsker, og så at være hende den irriterende og emsige mor? Det er som at gå på en knivsæg, har jeg fundet ud af.

Jeg ved ikke om det er fordi jeg samtidig er pædagog, og kender sagen lidt fra begge sider? Jeg kan godt mærke, at når jeg ind i mellem ser ting i vuggestuen, tænker jeg da somme tider “hvordan ville vi have tacklet det?” eller “hvad kunne man ellers have gjort?”. Og jeg tager mig også i at kommentere på ting, situationer eller hændelser mellem børnene (altså, hvis de voksne ikke lige ser det – jeg blander mig ikke!).
Som hvis der står nogle børn lige ved siden af mig, og den voksne er lidt væk, og de skubber til hinanden. Der kan jeg godt komme til at sige “hov, I skal lige passe på hinanden”. Og er det dybest set okay? Er det fordi man er mor, og de er små mennesker? Er det fordi jeg er pædagog? Man ville jo aldrig rette kassedamen i Føtex, i hendes måde at håndtere de andre kunders tomater på…

Jeg er i tvivl. Ofte. Men jeg synes egentlig at det går nogenlunde, med at balancere der på knivsæggen. Det håber jeg også at Villys pædagoger synes.

Påskønnelse

Jeg synes det er super vigtigt at påskønne de mennesker der er omkring Villy hver dag. Som jeg gerne vil påskønnes for mit arbejde, så tænker jeg også at de gerne vil det.
Derfor har vi ind i mellem en lille ting med til dem, fx til jul og påske og op til sommerferien. Det er ikke store ting, men der er tanke bag. Og Villy er så stolt over at bære det ind til dem og sige “her”.

Men er det for meget? Og i så fald, hvornår er det for meget?

Jeg har, efter jeg er blevet sygemeldt især, altid sørget for at have god tid til at få Villy ind i vuggestuen.
Det er vigtigt for mig, at han ser at jeg synes det er en god ide og et rart sted.

Jeg bruger tid på at sætte ham i gang med noget, give ham nogle ord, noget han kan fortælle (a la “du kan jo fortælle at vi var på tur i weekenden og så dyr”), så pædagogerne kan spørge ind til det og på den måde skabe bro mellem vuggestue og hjem. Måske har jeg for god tid? Det er ikke fordi jeg synes jeg er der så længe, men jeg kan godt se at jeg er der længere end så mange andre.

Men altså, det er jo min mindste største kærlighed jeg skal gå fra, han skal ordentligt ind af døren!

Når det er svært og man er pædagog

Ind i mellem er det svært. Det kender jeg både fra arbejdet og fra mor-delen.

Og jeg er hende der tager imod, i børnehaven, tager børn på skødet. Sender forældre afsted når de er klar, og bekræfter at barnet er glad igen “lige om lidt”. Jeg tilbyder altid at ringe efter lidt tid, for at fortælle hvordan det går, og jeg holder mit løfte. Barnet er i langt de fleste tilfælde, glad igen kort tid efter mor eller far er gået. De bliver altid glade for en opdatering, når jeg ringer og fortæller hvad vi har lavet, siden de gik.

Men jeg venter altid til at forælderen (og barnet selvfølgelig) er klar. Jeg er efterhånden rimelig god til at aflæse hvornår det er.

Når det er svært og man er MOR

Men når man er mor, er det selvfølgelig noget andet. Når ens lille unge ikke vil have man går.

Villy er EN gang blevet rigtig ked af, at jeg gik. Og det er jeg helt sikker på, var fordi det gik for hurtigt mellem “nu står vi lige og hyggesnakker” til “nu går mor”. Overgangen var simpelthen for kort og pludselig.

I lang tid har jeg kunne sætte ham i gang med noget, fx hvis der sad en voksen og nogle børn ved et bor med puslespil eller tegneting, så kunne jeg sætte ham op. Sætte ham i gang, kysse, ae og sige hej hej, og så vinkede han glad for fortsatte.

Og lige i øjeblikket er det bare ikke sådan!

Og jeg har det SÅ svært med det. Jeg ved ikke om det er fordi vi hygger os og har god tid om morgenen, han kommer først i vuggestue halv ni ca. Eller om det er fordi han kan mærke der sker ting og sager med mor, jeg kan mindre og mindre. Eller om det bare er fordi han er større og hans hjerne mere udviklet.

Jeg ved det ikke. Men han vil ikke have jeg går. Han græder ikke. Men han skal helst have en voksen til at hjælpe, enten sidde ved siden af eller på skødet. Og når jeg siger “så, nu går jeg, vi ses i eftermiddag” og ungen siger “nej nej, mor ikke vinke” og tager min hånd, så bløder jeg ud over det hele. For helvede altså hvor jeg synes det er frygteligt. De fleste gange kan jeg forberede ham så meget, at han trods alt siger “hej hej” og vinker lidt, men han ligner en der synes det er verdens dårligste ide.

Og er det så fordi jeg går hjemme, at det er ekstra svært?

Ja, er det grunden til at det er så svært for tiden? Jeg er jo bare herhjemme.

Men jeg er jo herhjemme af en grund. Fordi jeg ikke kan passe mit arbejde. Fordi jeg får ondt. Ligesom jeg har brug for hvil hver dag, hvil som jeg ikke rigtigt kan få, hvis jeg er alene med Villy.

Og derfor er han i vuggestue. Jeg syntes ikke det var helt så svært, da jeg gik på arbejde. Da var der jo en grund til at han var der og jeg var et andet sted. Bliver det så anderledes når lillebror kommer, og han er mit arbejde?

Villy er meget bevidst om at far går på arbejde, og kører i arbejdsbilen og vi vinker hver morgen. Mit arbejde snakker han aldrig om. Måske ved han mere end man lige tror?

Jeg har efterhånden skrevet en del om at være mor og pædagog på samme tid, du kan finde indlæggene her. Jeg har haft andre mødre til at beskrive deres hverdag, både dem der arbejdede med børn, dem der arbejdede med noget helt andet og dem der havde valgt at gå hjemme.

Jeg tvivler stadig på at jeg kunne overskue at gå hjemme på fuld tid med Villy og lillebror. Men hvor ville jeg, på en eller anden måde ønske, at det bare var sådan det var. Så man ikke skulle overveje det.

Fremadrettet

Vi skal have fundet en løsning af en art. Så jeg ikke skal gå rundt med ondt i maven hele formiddagen, og have dårlig samvittighed. Og så Villy selvfølgelig synes det er sjovere at komme afsted.

Her til morgen stod han af løbecyklen på vejen og ville kigge på en fugl, og han ville ikke i vuggestue. “Nej, ikke vuggestue”, sagde han – det har han ikke gjort før.

Han snakker om vuggestuen om morgenen, jeg snakker om den, vi snakker om hvem der mon er der ovre. Jeg forbereder ham altså. Og han snakker glad med. Han snakker også om at skulle køre på løbecykel derover, og går glad ud af døren.

Men vi har snakket lidt om, at P ind i mellem skal aflevere ham. Hvis jeg så gerne vil have han får en kort dag, kan jeg hente inden han skal sove. P afleverer jo immervæk halv syv ca. Men så opdager Villy også at der er andre måder at komme afsted på, husker at man også kan være der tidligt. Det har han jo været før, altid. Og det er nok meget godt på sigt.