Jeg hader at putte børn

Jeg kan ikke lide tomater. Jeg synes de lugter dårligt og smager skidt. Det går nogenlunde med tomatsovs i en kødsovs fx, men friske tomater kan jeg ikke med.
Jeg kan ikke så godt lide at køre stærkt i bil, især ikke hvis andre kører. Og så har jeg det lidt stramt med cigaret-røg.
Men at putte børn – primært mit eget, men såmænd også andres. Det bryder jeg mig virkelig ikke om. “Hader” er nok et stærkt ord, men overdrivelse fremmer forståelsen, som vi jo alle sammen ved. Og her kommer så en længere smøre om børns søvn – altså, mit eget barns.

Selvfølgelig er det da hyggeligt at ligge og putte sammen, helt tæt med næse mod næse. Men når det trækker ud, og man ikke ved hvornår det er slut. Så er det lige til at få ondt i knolden af!

Den der frustration over at du ikke kan styre det. Der er meget med børn, du ikke kan styre. Du KAN jo ikke tvinge dem til at sove. Du kan skabe alle de rigtige rammer, men du kan ikke tvinge dem. Og det hjælper desværre ikke at blive frustreret, nærmest tværtimod. Man får på fornemmelsen at de bevidst forsøger at drive en derud, hvor man ikke er den pæneste udgave af sig selv mere. Og DET hader jeg.
Jeg vil helst være pæn.

Den gang Villy var lille

Da Villy var lille, sov han i sin lift i det lange første stykke tid. Og det var han egentlig meget god til. Både nat og dag. Så fik han en periode hvor barnevognen var noget lort, i hans optik, og der ville han kun sove i viklen eller på mig om dagen. Om natten sov han egentlig stadig fint, og faldt fint i søvn når han blev ammet.

Da han blev en smule større, kunne han falde i søvn til aften i sin lift, hvis man sad og nussede hans hånd lidt.

Så rundede han en 4-5 måneder, og voksede ud af liften. Og så startede kaosset. Eller, jeg ved ikke om det var helt det der gjorde det, måske var det også da vi var ude og rejse, det skete. I hvert fald røg vi ind i en dejlig rutine, hvor Villy skulle VOLDhoppes i søvn, liggende på en arm, mens vi sang. Skøn rutine. Og hvor har vi hoppet med ham, helt åndssvagt. Eller vugget barnevognen, så den nærmest var ved at falde af hjulene.
Som jeg husker det, faldt han egentlig stadig rimelig nemt i søvn om aftenen…

På et tidspunkt gjorde han så ikke det mere, da gik det ok i barnevognen om dagen, men om aftenen var det et cirkus. Indtil vi sad med ham i en stol ved hans seng, og han faldt i søvn i vores favn.

Hvor har jeg bandet og svovlet, når man gik rundt med ham i barnevogn i stiv kuling, og han bare ikke gad sove. Eller den periode, hvor han kun sov, hvis vognen bevægede sig. Den periode strakte sig henover januar og frostvejr, for satan hvor var det koldt!

Da han så ikke kunne rumme at ligge, holdt fast i vores favn – jeg tror det blev for trangt – gik vi over til at han faldt i søvn i vores seng, med en af os ved siden af. Og der er vi stadig.

Rutinerne nu

Inspireret af Cecilies indlæg om børns søvnrutiner, som jeg har bidraget til, fik jeg lyst til at skrive om herhjemme.

Som det er nu, og har været længe, så kommer Villy i bad efter aftensmaden.
Så lidt leg uden ble på, ble og creme på. Nattøj på. Børste tænder i stuen, og så en tår at drikke.
Så får han sin sut og en af os putter ham. I vores seng.
Han får læst to bøger (de samme to, hver aften) og får sunget 2-3 sange.
Vi bliver hos ham til han sover (ind i mellem skifter vi, hvis det tager lang tid – nogle gange kan det tage op til en time, eller mere…).

Når vi går i seng, bliver han båret ind i sin egen seng, på eget værelse, der ligger klods op af vores. Nætterne skifter mellem at han selv kommer ind, eller kalder, alt mellem først på natten eller bliver i egen seng hele natten.

Og jeg er ved at blive SINDSSYG, at at ligge dernede med ham. Han okser rundt som en gal, og har virkelig svært ved at falde til ro. Undtagen de dage, hvor han ikke har sovet lur, der går det tjept med at falde i søvn.

Vi har haft tanken, at vænne ham til at falde i søvn selv, inden lillebror ankommer. Men vi ved simpelthen ikke hvordan vi skal gribe det an. Skal man putte, hygge og så putte ham i hans egen seng og gå ud? Og når han så kommer efter os, så ind igen med ham og gentage. Og så fortsætte og holde fast. Og håbe det kun tager fjorten dage at lære ham?

Synes godt nok det er svært at finde overskuddet!

Dumme, onde mor!

Ind i mellem sker det jo, at man er alene hjemme med ham. Og P er klart bedre til at rumme det, end jeg er. Jeg bliver sur og irritabel af det, af at ligge der, ved siden af Uroligmus. Og prøv så lige at forestil jer, når man så også har et lille spædbarn? Det bliver jo kaos uden lige.

Og Villy ER altså træt når vi putter ham, han har svært ved at finde ro.

Det sker at jeg kommer til at sige, lidt vel bestemt “LÆG dig så ned!”, og han siger nej, og jeg trækker ham ind i min armhule, for at skabe ro for ham. Og så begynder han at små-pibe, fordi det da ikke er fedt at mor er sur. Dumme mor! Og jeg undskylder og kysser og aer og krammer, og han piber lidt, men ligger dog helt stille. Jeg får ind i mellem tanken, at han måske også selv synes det er svært at han ikke kan falde til ro? Ikke kan finde roen, og det irriterer ham? Jeg ved det ikke, men jeg ved at vi er nødt til at finde en løsning, som vi alle sammen kan leve med.

Han skal absolut ikke være ked af at falde i søvn. Absolut ikke! Hvis han skal lære at falde i søvn selv, skal det være på en måde, han også kan trives med. Måske er det en meget god øvelse, at lære at finde ro selv?
Vi må prøve at få det til at lykkes!

“Kan du ikke bare lægge ham i vores seng?”

Inden Villy kom, havde vi – eller jeg – en ide om, at Villy skulle kunne slæbes med og falde i søvn hvor han var. Det kunne han også, den gang man havde hans seng, hans lift med.

Efter det, har man ikke kunne. Og nej, vi har ikke prioriteret at lære ham det.

Vi var i forvejen ikke typerne der var ude sent eller ofte, hos venner, familie og bekendte. Og for mig har det altid været vigtigt at Villy sov ordentligt, end at vi kunne være ude, så vi har hellere ville køre tidligere hjem, end putte ude. Bare tanken om at putte ham, bruge en mindre krig på det, for så at skulle vække ham efter en time eller to. Køre hjem. Risikere ked af det barn og dårlig nat.

Nej, vi har ikke prioriteret det, og det burde vi måske have gjort. Han er ca. lige besværlig at lægge ude, som hjemme, måske en smule mere besværlig ude. De gange vi har vækket ham, har det været ca. 50/50 om det er endt med en ked-af-det-dreng i autostolen. Og det er ikke det værd. Det synes jeg ikke.
Så må mit og vores liv hellere være lidt begrænset i en periode.

Men jeg kan da godt synes det er ærgerligt at det er blevet sådan. Men det er det nu en gang. Godt man snart får barn nummer to, hvor man kan rette op på alle fejlene – igen, overdrivelse fremmer forståelsen. Og ironi kan være anvendt.

Da Villy var lille, skrev jeg om frustationerne om at være sat fast i sofaen. Og jeg kan godt huske de frustrationer. Og det er stadig noget af det der kan bringe mig mest ud af fatning. Ud af fatning, når tingene ikke går som jeg vil have – fx. når vi snakker om søvn. Ih!

Edit: Vi har besluttet at sådan er det lige nu, med Villy og falde i søvn. Det er det han har brug for, og så må vi leve med det lidt endnu. Vi skal ikke lave en masse om, lige her inden lillebror kommer.