Om naturen i byen og om de stakkels turister der leder efter H. C. Andersens gravsted

Det her indlæg er jeg blevet inspireret til, mens jeg gik Assistens kirkegård tynd med barnevognen. Faktisk har jeg tænkt over det flere gange, over at skrive om naturen vi alligevel har lidt af her i byen, og om de stakkels turister der leder efter H. C. Andersens gravsten.

Dem er der nemlig mange af, turisterne altså.

Nå man går rundt derovre med barnevognen, vil man – de fleste dage, og især på dem der har godt vejr – støde ind i forvirrede turister der leder efter en specifik gravsten, nemlig H. C. Andersens.

H. C. Andersens gravsten

Der er ellers skilte nok, der peger i hans retning, fordelt udover hele kirkegården. Det vil sige, at man allerede tidligt støder på hans navn, på sin jagt efter hans gravsten.

Jeg ved ikke om det er fordi at mange tænker, at han jo var så stor en forfatter, at han bør have et halvt mausoleum, eller hvad – men de har svært ved at finde det. Jeg tænker at de leder efter noget stort og pompøst, og virkeligheden er bare en anden…

Når de så endelig finder det, ser de tit en smule skuffede ud – for ja, den er ikke noget at råbe højt om. Faktisk er den helt almindelig at se på.
Det er det samme med Søren Kiekegaard, ham er der også skilte mod, men han ligger “bare” i sin families familiegravsted, som jovist, det er stort og flot, men jo ikke sat i verden for hans skyld alene.

Ved H. C. Andersens grav er der en bænk. Og i stenene under bænken, er lavet et mønster som udgør hans høje hat. Mit gæt vil være at 90% af de turister der er forbi, ikke opdager den, den er ellers fin!

I dag, da jeg havde guidet et par piger derhen, stødte jeg også på et amerikansk ægtepar. Så sagde jeg til dem, at de også skulle se på mønstret i stenene – og den amerikanske dame takkede meget. Hun var rigtig på sightseeing!

Jeg så dem også flere gange senere..

Men sådan er verden så forunderlig.

Jeg har ind i mellem snakket med de turister, jeg somme tider har endt med at vise vej ned til H. C., og haft fine snakke. Kan huske jeg snakkede med en kinesisk pige en gang, mens jeg gik med barnevognen med Villy i, og hun syntes det var så mærkeligt at høre om den måde vi gjorde tingene på.

Naturen i byen

Når man sådan er bosat på Nørrebro, som vi er, så er der jo langt til den ægte natur. Og ja, bevares. Men altså, hvis man åbner øjnene lidt, og kigger sig omkring, derovre på kirkegården, så er det faktisk natur. Der er så mange forskellige træer, træer som ikke vokser andre stedersotiske træer, der er importeret for at danne ramme om 1700-tals københavnernes udflugter.

Man kan, når man står rigtigt derinde og vinden ikke bringer trafikstøj med sig, faktisk opleve at stå helt tyst, der midt i byen.

Der er et rigt fugleliv, og masser af egern.

Assistens kirkegården

Kirkegården bruges både som park og begravelsesplads. Det ældste af kirkegården går tilbage til 1760erne, hvor det var en kirkegård for de fattige.
Senere blev det “moderne” at blive begravet der, hvorfor mange adelsfolk, kunstnere, udlændinge, hoffolk og videnskabsfolk blev begravet der, og ligger der endnu.

Du kan læse mere her.

På den del af kirkegården der fungerer som begravelsesplads, er det ikke tilladt at holde picnic, spille bold og lignende, men på resten af kirkegården må man godt opfatte den som parkanlæg.
Det er kontrasternes sted, man kan gå fra den ene ende, hvor en mødregruppe sidder på tæpper og hygger med babyer, til en begravelse. Det er rum for både levende og døde.

Der er plads til alle

Jeg elsker at gå rundt derovre og kigge på gravstenene, og overveje hvem folk har været. Hvordan de mennesker der står skrevet på gravstenene, har hængt sammen. Tyde dem der er utydelige. Forundres over gamle, gamle sten, som stadig holdes – der må være noget familie der passer dem. Eller betaler man sig fra den slags?
Undres over, hvor pompøse nogle af dem er, hvor kunstnerisk udførte andre er, og hvor små og undseelige helt andre igen er. Se fx de her. Her har der været to hustruer i spil, så vidt jeg kan tyde.

Eller denne, hvor hele familiens relationer, egenskaber og karrierer er opridset. Det er flot, synes jeg.

Og så er der selvfølgelig alle de “almindelige”, dem uden de store armbevægelser. Dem er der nemlig også plads til!

Jeg elsker at gå derovre, som jeg også skriver her, så er der

Masser af liv!

Også det der egentlig er de dødes område. Det er dejligt.

Er du kirkegårdstypen?

Kan du også godt lide at gå på kirkegårde? Kigge på navne? Tænke på historie?

Egentlig er det spøjst, for gravstene er ikke som sådan noget vi dyrker i familien, det er meget sparsomt med det.

Når jeg går rundt derovre, så får jeg også altid lyst til at slægtsforske. Fx går jeg ofte forbi en gravsten, hvor personerne har min farfars fødenavn. Og det er ret specielt. Så selvfølgelig slog jeg dem op, og jeg har ikke brugt så meget tid på det, så jeg har ikke fundet den specifikke relation, men jeg kan genkende nogle af navnene fra tidligere, og det ER familie. Langt ude.

Mange eftertænktsomme tanker herfra.

Husk du altid kan følge med på Facebook og få besked om nye indlæg, og følge endnu mere med på Instagram hvor jeg jævnligt deler billeder – især nu hvor jeg er på barsel.

På Pinterest kan du finde mine kreative indslag – og så er jeg vist heller ikke på flere sociale medier….!
Skriv gerne en kommentar herunder, hvis du har noget der ligger dig på sinde, i forbindelse med mit indlæg, ris eller ros, eller svar på et spørgsmål. Eller noget helt syvende! Jeg elsker at se hvad I tænker om det jeg skriver!