Jeg har besluttet at lave en hæklet bondegårdsuro til puslepladsen på mit arbejde i en børnehave – håber de andre på mig arbejde er med på lidt fornyelse. Lige nu hænger der en uro med fisk, som vi fik fra en studerende for nogle år siden, men den er lidt ramponeret efterhånden og eftersom at vi hvert år tager på bondegårds-besøg, tænkte jeg at det var et oplagt tema.
Sådan gør du
Den er hæklet på nål 3 i almindeligt bomuldsgarn.
Jeg vil herunder beskrive med tekst og billeder, ca hvordan den er lavet:
Først slog jeg 19 luftmasker op (den sidste er til at vende på).
Dernæst hæklede jeg 13 rækker fastmasker, husk luftmasker til at vende på. Jeg tror måske, til en anden gang, at jeg vil nøjes med en 8-9 rækker her.
Så laver du 6 luftmasker (den sidste er til at vende på).
Gg dernæst fastmasker rækken ud – husk en luftmaske at vende på.
Du laver nu 6 rækker fastmasker, husk en luftmaske til at vende på.
Efter dette, er du endt ved grisens hovedende (til højre på billedet), hvor efter du hækler 9 fastmasker, laver en luftmaske til at vende på og 9 fastmasker retur.
Det var selve grisen, nu kommer resten
Nu skal du lave ører.
Slå fire luftmasker op, den ene er til at vende på.
Hækl da en fastmaske, to fastmasker i samme maske, en fastmaske – vend på luftmaske.
To rækker fastmasker, husk luftmasken til at vende på.
To rækker hvor du hækler to masker sammen, og så en fastmaske og en luftmaske til at vende på.
Nu har du kun en maske – lav en fastmaske og hæft ende.
Lav nu et øre til.
Du kan nu enten bare sy øjne på og så hækle den sammen, eller som jeg har gjort, lave en bund.
Slå 19 masker op (den sidste er til at vende på).
Lav tre rækker fastmasker, husk en luftmaske at vende på. Hæft ende.
Saml nu tre masker op i den ene ende, hækl fire rækker fastmasker (huske vendemasken).
På næste række hækler du to masker sammen, og så en fastmaske og en luftmaske til at vende på.
Til sidst har du kun en enkelt maske – hæft ende.
Nu skal du sy øjne på, det er nemmest inden den bliver hæklet sammen.
Start sammenhæklingen i et hjørne med bunden og fortsæt så rundt.
Når du kun mangler lidt, fyld da op med fyld og gør det færdigt og hæft ende.
Ved trynens plads kan du lave en tryne ved hjælp af stangmasker:
Lav seks stangmasker, men lad dem blive på nålen.
Træk tråden igennem.
Og lav en luftmaske.
Ved halen kan du lave 10 luftmasker og så lave tre fastmasker i hver maske på returvejen, så krøller den.
Færdig.
De andre dyr i uroen
Der kommer fire dyr i alt til uroen.
Opskriften på den hæklede hest finder du her.
Opskriften på den hæklede ko finder du her.
Opskriften på den hæklede hane finder du her.
Hvis du ikke er til bondegårdsdyr, har jeg også lavet en version med Lille My og de andre fra mumidalen, som du finder under mine hækleopskrifter her på siden. Du kan nemt omdanne egne billeder eller figurer til disse, lidt stilliserede figurer, som jeg personligt synes er super fine. Jeg kan godt lide det enkle udtryk de har.
Uroen er lavet til mit arbejde og børnene i børnehaven virker også glade for den nye uro, og den giver masser af muligheder for samtaler om dyrene, når man står og er ved at skifte dem.
6 thoughts on “Hæklet bondegårdsuro – #1 (gris)”